I León og kun 3 uger tilbage.

Naa, saa sad man i León, i det nordlige Nicaragua. Jeg har efterladt Maj Brit paa en öde ö for at hun kan perfektionere sine dykker egenskaber til vores tur til Honduras. Men men men nu kommer jeg helt foran mig selv. For ca. 1.5 uger siden ankom Christel til Nicaragua for at besöge og vi for straks (Christal, Maj Brit og jeg) ud til det östlige Nicaragua, hvor öerne Corn Islan og Little Corn Island ligger et paent stykke ude i det Caribiske Ocean. Jep, i hörte rigtigt Caribien, der med Pirater og sunkne skatte og det hele. Vejen der til forgik i bus om natten, hvilket betöd at der ikke var saa meget at se paa, men det sidste stykke til byen Bluefields forgik i baad, hvilke var ganske spaendende da det var ned igennem floder og det hele.

Vi ankom derfor mandag morgen til Bluefields som er en af de östligst beliggende byer i Nicaragua og er beboet, for störstedelen vedkomende, af Creolere, som nedstammer fra slaver importeret fra Afrika. Dette betyder at de er meget mere mörke i huden end resten af befolkningen, og saa snakker de Creolsk, hvilket er en blanding af Spansk og Engelsk. Det lyder meget spaendende, men er ikke til at forstaa (selv om man baade kan spansk og engelsk). Det sjove er at naar de saa snakker engelsk er det med rigtigt Jamaikansk (aner ikke hvordan man staver til det) accent. Det lyder fedt og muy muy tranquilo.

Men anyways, saa dagen efter flöj vi til Big Corn Island og der efter videre til Little Corn i baad. Og der ventede der saa en trope ö som man ellers kun ser i reklamer. Azul blaat vand, palmer og hvide strande. Vi indlogerede os i de her smaa hytter der laa direkte paa stranden og saa blev dagene ellers brugt paa at dykke (Maj Brit og Christel tog dykker certifikat) ligge paa stranden og drikke drinks i sol nedgangen. Laekkert.

Efter en uges tid blev det saa tid til at Christel skulle se mere af Nicaragua, saa vi efterlod Maj Brit paa öen (hun var ikke helt faerdig med troper paradiset) og tog til fastlandet hvor vi er nu. Men mere om det senere, for nu skal jeg ud og först bestige en Vulkan, for dernaest at köre ned af den paa snowboard.... he he.

Billeder kommer senere, naar vi kan faa dem overföert.

Kulturelt i Managua, zoo samt farvel til Rosita

Det var fantastisk at være en uges tid i Managua, hvor vi både fik arbejdet på projektet, set lidt kulturelt samt hygget os sammen med de andre danskere som medførte et par fester med pool og masser af rom. Af kultur har vi set Nationalmuseet, Kultur centeret (under ombygning), den gamle katedral, som har overlevet de sidste to store jordskælv og til sidst, men ikke mindst, zoologisk have.
Det sjoveste var selvfølgelig zoologisk have, selvom det var trist at se at nogle af dyrene levede i meget små bure som kun bestod af beton og hegn. Heldigvis var der også mange af dyrene der havde det godt :-)

Vi fløj tilbage i Rosita for tredje og sidste gang for at lave interviews af jægernes fangstmetoder, udbyttet og tiden de bruger. Først tog vi til Wasakin, for at afprøve vores interview og tog derfor motorcyklen derud (Lars kørte og jeg sad bagpå) og efter en times kørsel på en grusvej fyldt med dybe vand/mudderhuller lignede vi to muddermænd. Interviewene gik fint, men der skal dog ændres lidt, da vi i flere tilfælde oplevede halvvejs gennem interviewet (efter at have fået en masse information om hvor mange gange de gik på jagt om ugen og hvad de fangede osv.), fandt ud af at de sidste havde været på jagt for et halvt år siden...og én havde ikke været på jagt siden 2001...lidt sjovt, for de talte om jagten som var det i går de sidst havde været af sted. Det er lidt vigtigt at få denne information fra start, da vi ikke rigtig kan bruge dem hvis de ikke jager nu. Ideen er at udlevere skemaer til jægerne, som de så skal udfylde efter hver jagt og derved få afprøvet skemaet inden vi tager hjem, for at se om det virker og om dette evt. er en metode de kan bruge fremover i et moniteringssystem.

Udover motorcykler, interviews og kattekillinger der nu kravler i gardiner og bukseben, har jeg (Maj Brit) fået et par ”husdyr”, som virkelig er flyttet ind!!!! Nogle af myggene i skoven har nemlig ikke kun nøjes med at suge blod, de har også været så venlige at lægge en lille gave :-/ nemlig æg som herefter har udviklet sig til larver der i de sidste to uger har spist af mig lige under huden. Det er først i dag efter to uger at jeg fandt ud af at det var dyr, da jeg til at starte med troede det var myggestik, som herefter blev til bylder – en på balden og en på yder låret. Bylderne blev dog større og mere ømme for hver dag og der gik betændelse i dem....og engang imellem nev det noget så forfærdeligt inde i såret (sikkert da de tog en bid mad). Så jeg besluttede mig til at sige det til Omar (skovmanden fra IPADE) som straks kunne se at jeg havde fået larver og sagde at jeg skulle tygge noget tobak og sætte det på såret med plaster over, og efter en 3-4 timer skulle man så kunne presse larven ud, da den ville dø af tobakken. Lars var lidt skeptisk og synes hospitalet lød som en bedre ide, men hvorfor ikke prøve de lokale traditioner. Så efter at have tygget tobak (puh bad) og gået med det hele formiddagen, fik jeg presset en 1cm lang hvid larve ud af hvert sår....det var bare så ulækkert, men nu er jeg heldigvis larve-fri igen :-) Fik lige at vide, at hvis de ikke kom ud i tide, ville larverne lægge flere æg og ja......puha det er godt de er ude! Lars er heldigvis sluppet for alle mulige mærkelige stik, hvilket må være noget med lugten at gøre ;-)

Vi har nu forladt Rosita og afsluttet feltarbejdet med en uges arbejde i Managua paa IPADE kontoret, samt besoegt Ove for at vise vores indsamlede data og tale om de ideer vi har med projektet fremover.
D. 22. juli kom Christel (Lars veninde), som er paa ferie her i de naeste to uger. Lige nu sidder vi i Bluefields, som er lidt af en anderledes by i forhold til hvad vi indtil videre har oplevet. Bluefields ligger ud til det Caribiske hav, hvor engelske og hollandske pirater levede det vilde liv for et par hundrede aar siden. Bluefields er opkaldt efter en hollandsk pirat, som hed Bluevelt til efternavn, og paa engelsk bliver det saa til Bluefields. Stoerstedelen af de lokale er afrikanere, som taler en blanding mellem spansk, hollandsk og engelsk, hvilket hedder kreoler-sprog. Det lyder sjovt og er svaert at forstaa. Mange taler dog ogsaa helt almindeligt engelsk, hvilket er meget underligt nu hvor vi kun har moedt folk som kunne tale spansk. Lidt sprogforvirret bliver man altsaa...
Imorgen flyver vi ud til Corn Island, hvor vi tager baaden videre til Little Corn Island og her skal vi tilbringe de naeste 1-2 uger med at dykke og slappe af :-D Foer turen gaar videre til Honduras.

Managuas Zoo og farvel til Rosita

Nogle af vennerne fra Managua, fra venstre: Aura, Mikkel, Lars og Puk.

En af de faa gamle bygninger (her en kirke), som har overlevet jordskaelvene i Managua. Dog maa man ikke gaa ind i den, da den er meget skroebelig. Der er ikke mange hoejhuse i Managua, hvilket sikkert baade skyldes jordskaelvene samt frygten for at det skal ske igen.

Et billede fra nationalmuseet i Managua, som omhandler revolutionen i 80'erne. Mange er stadig maerket af krigen, men det er specielt generationerne over os, mens de helt unge kun har hoert historierne fra deres familie. En Nicaraguaner fortalte os forleden, at alle familier her i Nicaragua har midstet et familiemedlem under krigen, han selv havde midstet sin soester, som var soldat.

Maj Brit foran IPADE i Managua, hvor vi har tilbragt et par uger med at arbejde.

Landets nationalfugl, som vi ogsaa har set i det fri. Her er det i Managuas zoo.

En stor flot oern fra zoo'en, de har mange flotte store fugle her i Nicaragua.

Disse papagoejer ser man rigtig mange steder, baade i naturen men ogsaa som kaeledyr. Her er den i Managuas zoo.

Vores lokale slagter i Rosita, som ogsaa handlede alle mulige andre varer.

Den lokale biks i Rosita kan man alt til heste - selv flotte cowboystoevler, som godt nok er til rytteren :-)

Motorcykel banden foran den lokale hesteudstyrs-butik i Rosita.

Maj Brit og Ninfa vores rengoeringspige til basketball staevne paa Rosita skole. Det blev afholdt mellem nabobyerne som ligger taet paa Rosita.

Sportshalden paa skolen i Rosita

Giftig kødsovs og felttur til Wasakins skovområde

Efter besøget i Costa Rica og Managua, fløj vi atter tilbage til Rosita, hvor vi brugte den første uge til at forberede vores felttur som skulle foregå ugen efter. Kort efter vores ankomst flyttede de tre små kattekillinger og deres mor ind på Maj Brits værelse hvor de kunne gemme sig i bogreolen :-) Så nu har vi 4 katte, 3 hunde og 2 flagermus, som flyver/løber rundt i huset både dag og nat. Der er selvfølgelig også alle musene, rotterne og insekterne, men de tæller ikke rigtig med som kæledyr. Selvom huset ikke er helt så fancy, nyder vi at have køkken, hvor Lars bl.a. har brilleret med pandekager ummm. Et par gange er det også blevet til lidt spagetti og kødsovs, som dog kun er blevet top dollar én gang ud af de tre vi har forsøgt. Den ene gang skyldtes det at de gule peber som man kan købe her, er lidt anderledes i smagen end dem vi har derhjemme. Men det fandt vi først ud af da vi senere sad og prøvede at spise den meget uspiselige stærke mad. Grunden til at vi først fandt ud af dette så sent, skyldes en afledningsmanøvre udført af ”røgmanden”, som går fra hus til hus i hele Rosita et par gange om året og sprøjter giftig røg overalt også i køkkenet hvor vi lige var gået i gang med madlavningen...ummm :-/ Det skulle fjerne myg og diverse insekter. Lars som lige havde stået og skåret peberne ud, begyndte kort efter at få en meget stærk svige i næsen, som vi begge var sikker på var den fæle røgs skyld. Derfor overtog jeg madlavningen – altså efter røgen havde lagt sig i køkkenet – og fortsatte med peberne og resten af ingredienserne. Kort efter begyndte det at svide rundt om min mund og jeg var sikker på at jeg også var blevet ramt af røgforgiftningen. Lars var klar igen da kødsovsen skulle smages til, og her fandt vi ud af at den var utrolig stærk, hvilket udløste en diskussion mht. om det var paprikaen, som jeg havde puttet i eller de chilikorn som Lars havde tilsat. Vi blev ikke helt enige og det var først under maden at det gik op for os at det var de gule peber/chili som gav den stærke smag....vi havde også puttet 3 mellemstore gule chilier i gryden :-/ Ja ja vi får da smagt på de forskellige eksotiske frugter og grønsager. Den sidste gang vi forsøgte med kødsovs, var kødet råddent, da strømmen er væk så længe ad gangen, at det ikke kan opbevares i fryser uden at blive dårligt, så nu må vi finde på andre opskrifter uden frossen hakkekød og gule chili.

Udover vores mad eksperimenter, forberedte vi feltturen til Wasakin (en af landsbyerne) i samarbejde med IPADE. Vi skulle af sted med Omar og Justo, samt 12 skovfolk fra landsbyen. Og som vi er blevet advaret/forberedt på op til flere gange, så tager tingene bare længere tid i latino-land. Det betød også at den planlagte tur blev rykket fra mandag til onsdag morgen, hvilket var lidt belastende da vi havde pakket rygsækken og var klar til at tage af sted. Nå men onsdag morgen kørte vi ud til Wasakin for her at vente i fire timer på at folk herude blev klar til at gå de 13 km ud til det skovområde hvor opmåling af projektområde samt dataindsamlingen skulle foregå.

13 km i gummistøvler giver en del vabler på fødderne :-( Det tog ca. 2 timer at gå derud, dog havde de lokale sagt at det tog 5 timer....men måske har de ikke rigtig nogen tidsfornemmelse.

Vi slog lejer ved en flod hvilket også var her vi fik vores vandforsyninger fra – bare ved at skrive dette, får jeg en tilbagevendende smag af vand og jord – ja for det var nok ikke den reneste kilde vi var stødt på, men vi håber bare at vi er undsluppet alle parasitterne :-/

Opmålingen af området foregik med macheter da skoven er meget tæt, hvilket Lars morede sig meget med (drenge og store knive...). Men selve opmålingen, som kun skulle ha taget en dag, blev til fire dage, da skovfolkene ikke rigtig havde styr på deres skovområder, og det viste sig at vi midt i opmålingen støtte på et andet skovprojekt, hvilket betød at planerne skulle ændres....og det tager bare lang tid at ændre dem herovre. Desuden kan nica’er (nicaraguanere) kun arbejde ind til frokost, så er de trætte og har brug for afslapning resten af dagen....ikke lige noget to utålmodige danskere er så forståelige overfor :-( Specielt ikke når plagen fra myg og andre stikkende insekter er uudholdelig og fik ens hænder og fødder til at ligne noget der havde været udsat for byldepæst, samt flåter i millionantal som hurtigt kravler op under ens bukseben og bider sig fast – haps og nam nam. Ikke for at lyde hyklerisk, men blev også forfulgt af hvepse to gange og stukket hver gang, da de er nogle små hurtige sataner. Lars derimod rørte de overhovedet ikke, nok pga. lugten ;-) Men endelig efter fire dage kunne vi gå i gang med vores målinger og så var vi glade. Desuden var det også en fantastisk oplevelse da et par af skovfolkene kom tilbage med bæltedyr og tapir, som blev tilberedt over bål og smagte fantastisk!! Udover de belastende insekter, var der også de imponerende flotte, så som store blå sommerfugle og kæmpe græshopper og andre jeg ikke kender navnene på. Udover deres dovenskab, så var de lokale rigtig søde og meget interesserede i at høre hvor vi kom fra og lære lidt danske ord. Og nogle gange skulle man lige bide tænderne sammen for ikke at komme til at grine over deres spørgsmål, her kommer et par af dem: ”Kan i se lige så godt som os når jeres øjne er blå?” og ”Når i nu ikke har så meget skov i Danmark, har i så nok luft?”.

Da vi kom tilbage fra turen, fandt jeg også ud af at de havde afprøvet mit kamera en af dagene hvor jeg havde ladet det blive tilbage i lejeren. De havde optaget en masse små film af dem selv og af vores lejr :-) Lidt sjovt.

Efter turen tog vi videre til Siuna (nabobyen) hvor vi mødtes med Mikkel og sammen kørte vi til Managua hvor vi er nu. Her bruger vi ugen på at arbejde på IPADE kontoret og nyde at der elektricitet, internet, rindende vand og andet mad end ris og bønner :-D

Et lille udsnit af dyreflokken i Rosita

Ja, mænd kan også lave mad, måske en anelse stækt, men mad

Kæleflagermus, et sjældent husdyr, ikke kendt af mange.

Ved ankomst til vores lejer, går de lokale strakt igang med at bygge senge. Hængekøjer er åbenbart ikke gode nok til dem :-)

Et godt råd til alle der skal i skoven: Husk at slip din machete, ellers er det hårdt arbejde

Og som en hver camping tur skulle være, med medbragte kokke. Ikke dårligt.

Sådanne, så fik man lov til at lege Indiana Jones gennem skoven. Det lidt sindsyge udtryk skyldes macheten.

Ikke lige fordi man tænker frokost når man ser sådanne en satan, men det var ikke destro mindre hvad det var. Smager faktisk udemæket, hvis man ser bort fra skællene.

Efter en hård arbejdsdag er der ikke noget bedre end et afslappende bad i sin lokale flod (som man også blev nød til at drikke af)

Nogle har hunde, nogle har flagermus, ham her fangede en rotte-ting (cuzucu), som han først ville spise, men ombestemte sig og ville så holde den som husdyr. Hyggeligt.

Så vi endelig kommet til data indsamlingen. En transekt gennem skoven og har her lige fundet sovestedet for en Tapir.

Det er svært at leve op til et mere skovmands udseene end ham her. Han kunne da også navnene på det meste i skoven og skød duer med slangebøsse. Rå gut.

Skov trik nr. 13: Hvis du lider tørst i junglen, find da en lian af rette art, skær den over, drik saften der kommer ud. Der er ganske meget af det og det smager godt.

Tilbage til Rosita, og her er så den lokal bar og cowboyderne der kommer til for at drikke og spille. Det WILD WEST.

Tilbage til Managua og Rosita

Efter en herlig tid i et ganske meget mere civiliseret land end Nicaragua kom så tiden til at vende snuden hjem og prøve at få noget ud af det som vi nu havde lært i Costa Rica. Men turen skulle da lige ind over Managua hvor vi valgte at holde weekend. Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at Mikkel (ham fra MS) skulle til koncert med en række folk og der skulle vi da også med. Koncerten var med Sean Paul (ved ikke om i kender ham), som er meget stor her i Central Amerika. De får ikke så mange kendte forbi. Da vi kom til stedet hvor han skulle spille så vi så en kø der var latterlig lang, det var lige før Roskilde Festival køen om søndagen godt kunne gå hjem og ligge sig. Samtidig havde de fundet på det smarte trick at kun lukke folk ind en af gangen ad en port. Så forståeligt nok opstod der en masse masen foran porten (lidt lige som at stå forrest til en stor koncert) og der stod vi så også. Og så skete der jo det der skulle ske… Efter lidt masen manglede der 2 tegnebøger (vores) og en telefon (Mikkels), og i Larses lå selvfølgelig hans kreditkort. Nå men alt i alt kom tyvene så af sted med ca. 300 kr i kontanter og to billetter til koncerten, øv. Så vi måtte købe nye billetter og så ind til koncerten (man skal jo ikke græde over spildt mælk J Det var da også en ganske god koncert og der blev drukket en masse grav rom for vores tegnebøger. Koncerten var underligt nok inddelt i tre klasser afhængie af hvor meget man ville betale for billetten og vi havde valgt den midterste. Det betød at der stor en hord af mennesker bag en og råbte og skreg, mens man kunne stå ganske fredeligt. Altså indtil at horden overmandede hegnsvagterne, væltede hegnet og stormede frem til scenen. Dem der har været om søndagen ved Roskilde ved hvordan det ser ud. Sjovt. Søndag blev fantastisk. Først tog vi ud og spise dejlig morgenmad, tog et smut til Laguna de Apoyo (er beskrevet tidligere) og endte med at spise middag i sofaer med udsigt over Laguna de Masaya og så i biografen. Herlig søndag. Mandag shoppe sindssyg og så desværre kom tirsdagen med en flyver til Rosita. Og der er vi så nu. Den bliver mindre og mindre spændende at være i når man tænker på at der alligevel er ganske mere liv i Managua, så nu har vi tænkt os at få indsamlet en række data så hurtig så muligt, for så at daffe ind til Managua igen og benytte os af et kontor vi kan bruge der inde til at behandle data.

Lidt billeder fra en god weekend

Mikkel fra MellemFolkelig Samvirke, det er altså det som vores udlands penge går til, hmmmm

Endelig i en sofa med juice og alt der skal til. Dejligt med lidt luksus inden man skal ud til landet igen.

Costa Rica (Lidt forsinket)

Tja, der er desværre gået lidt tid siden den sidste opdatering… Undskyld, så vi er lidt bagud i vores beretning om den store ekspedition. Men vi prøver at følge op…. Det skyldes at Rosita har været ganske mere uciviliseret end normalt, med oftere strøm afbrydelser og svigtende internet. Forfærteligt. Men her kommer en lille beretning om vores tur til Costa Rica.

I slutningen af juni smuttede vi til Costa Rica, både for at få fornyet vores visa, men også for at indsamle mere information til vores projekt. Først startede vi dog med en lille afslapper weekend hos Mikkel (han er ansat af Mellemfolkelig Sammenvirke) i Managua. Han tog kontakt til os for nogle uger siden, da han havde hørt rygter om at to danskere havde bosat sig midt ude i den store og farlige regnskov. Nå, men Mikkel hentede os i lufthavnen hvorefter vi kørte hjem til ham og fik vores første varme brusebad i tre måneder – wauw det var lækkert. Herefter var det af sted til koncert med ”Mägo de Oz” som er en slags rockmusik tilført violin, hvilket var fantastisk – der blev danset og drukket rom og cola til 3 kr (halvt af hver). Det var skønt at været tilbage til civilisationen efter en måned ude midt i regnskoven, med mudret badevand (pga. regntiden), et meget lille udvalg af fødevarer, alt for mange myg samt manglende elektricitet. Dagen efter tog vi med Mikkel og en af hans Nicaraguanske veninder (Aura) til San Juan del sur for at se en surferkonkurrence, som desværre var blevet aflyst pga. for små bølger :-/ Derfor blev det til et par dage med god mad, fest, afslapning og hyggelæsning, hvorefter vi blev hentet af Ove (Nepenthes) og Omar (fra IPADE) og kørte sammen ned til Costa Rica. Det skulle selvfølgelig tage 4 timer før vi fik lov at passere grænsen mellem Nicaragua og Costa Rica, ikke fordi vi så mistænkelige ud, men mere fordi at Ove manglede et papir fra sin bank hvorpå de gav ham lov til at tage hans bil med over grænsen, ja for han havde jo taget lån i sin bil, og derfor er det banken der bestemmer om de stoler på ham som kunde. Heldigvis valgte de at stole på ham og vi fik langt om længe lov til at køre videre. Costa Rica er virkelig anderledes i forhold til Nicaragua, hvilket vi så lige så snart vi krydsede grænsen, det er sjældent at man virkelig kan se en forskel lige med det samme, men her er husene og haverne utrolig flotte, vejene uden huller og ingen affald der ligger og flyder overalt, markerne er nydeligt firkantede med flotte naturhegn. Byerne er også meget anderledes, de er måske ikke flottere men udvalget at butikker/varer er meget større.

De næste tre dage i Costa Rica gik med en masse møder med forskellige mennesker bl.a. fra universitetet CATIE som også arbejder en del med skovdyrkningsplaner. De fleste møder foregik på spansk, hvilket selvfølgelig besværliggjorde det lidt, da vi endnu ikke taler det flydende. Men vi har fået en masse informationer samt læsemateriale som vi sagtens kan bruge, så alt i alt har det været en udbytterig tur.

Lidt Costa Rica Billeder

Universitetet CATIE hvor vi skulle tilbringe en del møder

At komme ud fra et møde og se regnen sile ned er ikke altid et hit.

En kirke i en lille by i Costa Rica. Bygget lang tid siden. Ødelagt af jordskelv og bygget op igen, men lige som de blev færdige kom der et nyt jordskelv.

Og så tænkte de, så kan det være lige meget og anlage en have istedet. Og den er da også pænere end et kirkegulv.

Tja desværre ikke så mange billeder fra Costa Rica, da tiden desværre gik mest med møder og der var ikke så meget spændende over det igen... men nu har vi været der.

Billeder af foedselsdag og interviews

Maj Brits foedselsdag med jordbaergroed og kakao - ummm :-) Efter en laaang dag i skoven.

Lars interviewer en familie i Wasakin, hvilket forgaar med tolk, da mange ikke taler spansk. Her laves der et ranking system over de forskellige arter af dyr de jager i skoven.

Her er Maj Brit igang med at lave et interview hos en anden familie :-)

Banan-mand paa vej ned ad Bambana floden for at saelge sine bananer i en af de stoerre byer - maaske Rosita. En meget almindelig maade at transportere sine ting gennem regnskoven paa.

Endelig i felten og masser af interviews :-)

Den 15. maj kl. 6:00 om morgenen tager vi af sted til en lille landsby, Betania, hvor vi skal tilbringe de næste to dage. Vi glæder os meget da vi endelig rigtigt skal med ud i felten og samtidig også lave et par interviews (den første gang vi skulle med ud i skoven, var jeg (Maj Brit) syg og måtte sende Lars alene af sted). Vi kan dog kun køre i taxa til Dibahil (en lille landsby) hvorfra vi må gå resten af vejen til Betania, hvilket er en 3 timers tur gennem regnskoven og en masse både store og små vandløb. En utrolig flot tur hvor vi også passere nogle små landsbyer. Betania ligger utrolig flot med udsigt til bjergene, som alle er indhyllet i regnskov, og lige neden for landsbyen ligger floden Bambana, som indbyggerne bruger til at vaske tøj i, bade i og fange fisk i. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, så vi fik badet en del og var også med på fisketur, hvor ca. 10-15 mænd og kvinder gik med net nede i vandet og plaskede i vandoverfladen, for at skræmme fiskene ind på lavt vand, hvor de kunne afskærme fiskene med nettene. Herefter gik det ud på at fange fiskene med hænderne eller med harpun. En meget effektiv og sjov måde at fange fisk på :-)
Om aftenen gik vi tidligt i seng, dvs. når solen går ned, da der ingen elektricitet er så langt ude i skoven. Det var dog lidt svært at falde i søvn så tidligt og det gjorde det bestemt heller ikke nemmere at sengen bestod af hårdt betongulv og en sovepose. Vi var blevet indlogeret i landsbyens skole. Næste morgen vågner vi kl. 6....og i dag er det Maj Brits fødselsdag :-)....og ja jeg føler mig faktisk meget ældre...efter at have tilbragt 10 timer på et hårdt betongulv. Morgenmaden består af friskmalket mælk, som er opvarmet med sukker samt lidt brød til. Udmærket, men der mangler ligesom noget.....nå men pyt med det, for kl. 7 skulle vi ud og undersøge skoven og være med til at måle parceller op og tælle træarter osv. Det var sjovt, men også lidt hårdt, da vi først kom tilbage ved en 15 tiden og kun havde tid til at spise frokost på 5 min for derefter at drøne af sted for at nå tilbage til Rosita inden det blev mørkt. Vi nåede tilbage til Rosita ca. ved en 19 tiden hvor vi ENDELIG kunne flytte ind i vores nye hus. Nå men vi flyttede ind med alt vores bagage vildt trætte efter at have gået hele dage, men lidt fødselsdag skulle jeg dog have, så Lars finder langtidsholdbar jordbærgrød frem (fra dk) – jaaaa så vi sidder og smæsker i jordbærgrød med sødmælk (det eneste mælk de har) og kakao :-) ummmm. Men allerede efter et par timer går vi i seng, da vi er fuldstændig smadrede. I løbet af de næste par timer får jeg det vidt dårligt hvilket nok skyldes dages hårde strabadser samt varmen :-( Varmen er virkelig kvælende og det hjælper ikke at de her i Rosita har besluttet at slukke for elektriciteten hver nat ml. kl 22-06 og igen om dagen ml. kl. 12- 17, så ingen mulighed for at tænde for fanen. Næste dag er lige så slem med 36 grader i skyggen, så jeg laver ikke andet end at være svimmel og kaste op....uummm lækkert :-/ vi regner med at jeg er blevet ramt af hedeslag. Lars har dog været til stor hjælp og har serviceret mig med kolde klude, som kunne køle mig lidt ned, hvilket hjalp meget. Så nu er jeg ovenpå igen og nyder bare at vi har eget hus med have, hængekøje, kat og hunde :-) .....samt mus, rotter, flagermus, gekkoer, kakerlakker og andre spændende insekter. Har efterfølgende også været ude og lave flere interviews i Wasakin, Fruta de Pan og Dibahil som er lidt mere tilgængelige landsbyer mht. transportmuligheder ;-D så det køre bare derudaf. Så lige nu sidder vi bare og skriver interviews ind og prøver at danne os et overblik, så vi kan finde frem til 3-4 arter af dyr og evt. planter som kan bruges i vores moniteringssystemer.

Vi er efterhånden også ved at vænne os til at når man går forbi folk her på gaden, er det normalt at sige ”adios” hvilket jo betyder farvel....i starten troede vi bare de var enormt frække og måske ikke var særlig glade for turister, men eftersom de siger det alle de steder vi har været i Nicaragua, går vi ud fra, at det også bruges som en hilsen her. Det sjove er så når de prøver at overføre det til det engelske sprog (de få ord de nu kan på engelsk), som så bliver til ”goodbye”. Buenas noches hvilket betyder godaften/godnat bliver til ”good night” – så når vi lige skal i den lokale biks om aftenen for at købe noget koldt at drikke, bliver vi mødt med et good night :-) Og når vi går rundt i byen, hører vi tit folk sige goodbye som en hilsen til os. He he det er nu meget sjovt at grin af, men til gengæld kan de jo også grine lidt af vores vaklende spansk ;-)

Lidt mere uddybende om Rosita, nu med hus og eftertanke

Så kom tiden til lige at skrive lidt mere om vores lille by, med alt hvad den indeholder. Rosita er en by på højde med, tja skal vi sige Lille Krejme på syd sjælland, eller det vil sige hvis man nu tog og brugte Lille Krejme i 30 år uden at vaske den og dernæst syntes at der kun skulle gå en vej igennem lavet af asfalt, så ville den vel minde om Lille Krejme. Der går en bus dagligt til Managua her fra, og det er så en kørertur på ca. 12 timer i det der beskrives som den værste vej i Nicaragua, og det siger altså ikke så lidt. Heldigvis som I har set går der også flyver her til som vi benytter os af. På den ene asfalterede gade der går igennem byen (resten er jordveje) ligger der forskellige kiosker (pulparias) som underligt nok alle sælger det samme, en misk mask af alt fra frugt og bleer til hegnstråd og manceter (store knive). Men til gengæld ligger der mange af dem. Samtidig ligger der en computercafe (et træskur med 4 computere), en playstation spillehal, 4 haller med enarmede tyveknægte og ellers ikke så meget andet. Livet går sin stille gang her, folk færdes meget på gaderne, men der er ikke nogen der lader til at have travlt med at komme hen der hvor de skal. Og så er der lige indført en ny sjov ting her, længer varierende strømafbrydelser (før var det kun ca. 5-10 min af gangen ca. 3 gange om dagen). Men men men nu, på grund af energikrise i Nicaragua, er der strøm fra kl. 6 til 12 og så igen fra 17 til 22. Ellers ingenting. Og så de to sidste dage har de ikke syntes at der skulle være strøm om aftenen, så derfor ingenting. Det kan nu godt lyde hyggeligt, sådan at sidde og hygge ved starinlysende, men ikke hver dag. Så er det faktisk ret irriterende, men man finder ud af hvor meget elektricitet betyder. Vi har så også fået os et hus nu, efter noget tids søgen. Et to etagers hus (usædvanligt her), med 3 soveværelser, så der er et i overskud hvis nogen skulle få lyst til at kigge forbi. Køkkenet deler vi med dem som vi har smidt ud af huset for at vi kan bruge det (det er rigtigt, det er nu dejligt at være lidt imperialistiske) men de bliver godt betalt for det, og bor så bare i udhuset. Samtidig er der jo ikke indendørs toilet og bad, næææ, der er latrine og bad i haven. Men man vender sig hurtigt til det. Med huset har vi også fået en række kæledyr. I den rare ende har vi fået to hunde (som vi dog ikke skal passe), en kat som lige har fået killinger, samt kollibrier som lever frit. I den ikke så fede ende er en masse myg, andet kryb, lidt rotter og mus hist og her, samt (og det er da lidt fedt alligevel) flagermus der flyver rundt inde på værelserne om aftenen når vi skal sove. Men vi er glade for vores hus, for der er køleskab, hvilket betyder at vi kan få noget så simpel som cornflakes til morgenmad, i stedt for at skulle spise varm mad bestående af ris, bønder og æg til morgen hver dag. Samtidig er det muligt for os at lave vores egen mad, og i går lavede vi spagetti med kødsovs, hvilket var pragtfuldt, da man hurtigt bliver træt af den mængde ris de servere her ovre. Desuden er de ikke verdensklasse kokke. Men alt i alt nyder vi vores nye hus og det meget anderledes liv her i Rosita, glæder os dog til at rejse en lille tur til Costa Rica i morgen, fredag, både for at få fornyet vores visa og se lidt af landet.

Og billederne til at foelge med

Jeps saadanne ser saa vores lille hus ud udefra, begge sale.Og saadanne ser altsaa vores stue ud, her er baade fjernsyn og koeleskab, der virker...... naar der er stroem.

Toilet og bad i haven, de er ikke paene men de virker, og er paenere end meget andet vi har set. Baderum og toilet er adskilds heldigvis.

Vores have, med blomster og det hele. Den er faktisk meget rar, men vi faar ikke brugt den saa meget, det er for varmt.

Udsigten fra vores foerste sal, og det kan jo forkomme at det regner lidt engang i mellem her i regntiden, saa det goer det altsaa naesten hver dag.

Jeps vi er flittige og arbejder haardt paa vores projekt, nu hvor vi har overstaaet vores interviews

Men der er ogsaa tid til at slappe af, isaer naar der ikke er noget stroem.

Saadanne saa har vi altsaa laert at koerer paa motorcykkel. Det er for fedt og kan staerkt anbefales.

Den Fedeste dag…. Eller noget

Der følger desværre ikke billeder med til denne lille beretning, men vi syntes lige at vi ville berette om en lidt anderledes dag vi havde. Det hele begyndte med at vi et par dage forinden havde været ude og kigge på et hus som vi evt. kunne leje. Fantastisk hus taget i betragtning af den standart der er her. Der boede en amerikansk familie i huset, som skulle tilbage til USA efter at have endt 2 års missionær arbejde her med at have bygge baptistiske kirker. Underlige familie. Faren er exnarkoman der har fundet Gud, render konstant rundt med en tandstik i mundvigen som man ellers ser stereotype bønder på Tv og kan ellers snakke en evighed om ingenting med et fantastisk irriterende hillbilly accent. Moderen er en lille tyk kvinde med samme accent, ingen hals og vorter over det hele der ville gøre en hver heks misundelig. Sammen har de så 10 børn mellem 3 og par tyve år og ca. 11 børnebørn. Uhyggeligt men sandt. Nå men de var meget venlige, viste os rundt i huset og snakkede stolpe op og ned om himmel og jord. De var også meget venlige at invitere os med til deres datters fødselsdag dagen efter, som skulle holde i den kirke de havde bygget her i Rosita. Dagen efter skulle vi også hente nøglerne til huset hos ejeren og alt det der. Vi var meget opsatte og glade for endelig at skulle have et hus, hvor vi, mest af alt, kunne have et køleskab og komfur og derved lave vores egen mad… det lyder lidt underligt, men det er noget man savner meget. Dagen oprandt og vi gik om aftenen hen for at hente nøglen til huset. Vi var meget opsatte, fandt endelig ejerens butik, gik ind og fik så at vide at de desværre havde lovet huset til et tysk firma der skulle til at arbejde i byen… hmmmm et hak i lakken, men det var ikke sikkert endnu, så vi ville få at vide om det var muligt at få huset alligevel. Vi får at se.. Nå, men vi skulle jo til en fødselsdagsfest så os hen til kirken, ikke fordi vi havde lyst, en kirke, men vi havde jo sagt vi ville komme. Og vi fandt hurtigt ud af at vi skulle have løbet lang tid før. 1½ times gudstjeneste med underlige folk der bestemt ikke gik op i hvordan lyden på orglet eller sangen lød. Det var svært ikke at flække af grin nogen gange, men men men 1½ time er lige i overkanten. Efter det slentrede vi hjem til vores hotelværelser og ønskede måske lidt at lige den dag var vi bare blevet der. Men så spændende er hoteller heller ikke her omkring. Så en lille historie ved siden af vores ellers travle hverdag.

Der skal da efterfoelgende siges at vi nu har fundet et dejligt lille hus i to etager, bad og "toilet" i haven (dog med tag over) og i morgen, mandag, kommer vores rengoeringsdame. Skal vi se om hun er pengene vaerd. Hun skal have hele 250 kr om maaneden for at komme hver dag og goere rent og vaske toej... Uhyggeliget. Og vi betaler bevist overpris., Naa med der kommer billeder en anden dag.

Billeder fra første uge i Rosita

Piloterne under flyturen, med aviser i forruden som skygge og der er også tid til at læse sportssektionen :-)

Udsigten fra flyet - her en lille gård.


Lars og Ove foran vores super flyver - på landingsbanen ses også kokasser, da det også tjener som græsmark for de lokales kvæg.


Afgangsterminalen i Rosita lufthavn - der mangler dog en dør...

Et bambushus i en af de små landsbyer vi har besøgt i løbet af den første uge. Her bruger de meget bambus som byggemateriale.

Landsbyen Wasakin som vi muligvis kommer til at arbejde sammen med.

Her er de ved at udbygge skolen med ekstra klasseværelser i samarbejde med en organisation selvfølgelig. Hvorfor havde vi ikke sådanne klasseværelser i folkeskolen?

Vores workshop i den første uge - her Ove, som forklare lidt om vores projekt, da hans forklaring på spansk er lidt mere deltaljeret end hvad vi på nuværende tidspunkt formår :-)

Nogle af deltagerne i workshoppen, som sidder og diskutere hvilke arter der findes og hvilke der er vigtige for dem.