Lidt mere uddybende om Rosita, nu med hus og eftertanke

Så kom tiden til lige at skrive lidt mere om vores lille by, med alt hvad den indeholder. Rosita er en by på højde med, tja skal vi sige Lille Krejme på syd sjælland, eller det vil sige hvis man nu tog og brugte Lille Krejme i 30 år uden at vaske den og dernæst syntes at der kun skulle gå en vej igennem lavet af asfalt, så ville den vel minde om Lille Krejme. Der går en bus dagligt til Managua her fra, og det er så en kørertur på ca. 12 timer i det der beskrives som den værste vej i Nicaragua, og det siger altså ikke så lidt. Heldigvis som I har set går der også flyver her til som vi benytter os af. På den ene asfalterede gade der går igennem byen (resten er jordveje) ligger der forskellige kiosker (pulparias) som underligt nok alle sælger det samme, en misk mask af alt fra frugt og bleer til hegnstråd og manceter (store knive). Men til gengæld ligger der mange af dem. Samtidig ligger der en computercafe (et træskur med 4 computere), en playstation spillehal, 4 haller med enarmede tyveknægte og ellers ikke så meget andet. Livet går sin stille gang her, folk færdes meget på gaderne, men der er ikke nogen der lader til at have travlt med at komme hen der hvor de skal. Og så er der lige indført en ny sjov ting her, længer varierende strømafbrydelser (før var det kun ca. 5-10 min af gangen ca. 3 gange om dagen). Men men men nu, på grund af energikrise i Nicaragua, er der strøm fra kl. 6 til 12 og så igen fra 17 til 22. Ellers ingenting. Og så de to sidste dage har de ikke syntes at der skulle være strøm om aftenen, så derfor ingenting. Det kan nu godt lyde hyggeligt, sådan at sidde og hygge ved starinlysende, men ikke hver dag. Så er det faktisk ret irriterende, men man finder ud af hvor meget elektricitet betyder. Vi har så også fået os et hus nu, efter noget tids søgen. Et to etagers hus (usædvanligt her), med 3 soveværelser, så der er et i overskud hvis nogen skulle få lyst til at kigge forbi. Køkkenet deler vi med dem som vi har smidt ud af huset for at vi kan bruge det (det er rigtigt, det er nu dejligt at være lidt imperialistiske) men de bliver godt betalt for det, og bor så bare i udhuset. Samtidig er der jo ikke indendørs toilet og bad, næææ, der er latrine og bad i haven. Men man vender sig hurtigt til det. Med huset har vi også fået en række kæledyr. I den rare ende har vi fået to hunde (som vi dog ikke skal passe), en kat som lige har fået killinger, samt kollibrier som lever frit. I den ikke så fede ende er en masse myg, andet kryb, lidt rotter og mus hist og her, samt (og det er da lidt fedt alligevel) flagermus der flyver rundt inde på værelserne om aftenen når vi skal sove. Men vi er glade for vores hus, for der er køleskab, hvilket betyder at vi kan få noget så simpel som cornflakes til morgenmad, i stedt for at skulle spise varm mad bestående af ris, bønder og æg til morgen hver dag. Samtidig er det muligt for os at lave vores egen mad, og i går lavede vi spagetti med kødsovs, hvilket var pragtfuldt, da man hurtigt bliver træt af den mængde ris de servere her ovre. Desuden er de ikke verdensklasse kokke. Men alt i alt nyder vi vores nye hus og det meget anderledes liv her i Rosita, glæder os dog til at rejse en lille tur til Costa Rica i morgen, fredag, både for at få fornyet vores visa og se lidt af landet.