I León og kun 3 uger tilbage.

Naa, saa sad man i León, i det nordlige Nicaragua. Jeg har efterladt Maj Brit paa en öde ö for at hun kan perfektionere sine dykker egenskaber til vores tur til Honduras. Men men men nu kommer jeg helt foran mig selv. For ca. 1.5 uger siden ankom Christel til Nicaragua for at besöge og vi for straks (Christal, Maj Brit og jeg) ud til det östlige Nicaragua, hvor öerne Corn Islan og Little Corn Island ligger et paent stykke ude i det Caribiske Ocean. Jep, i hörte rigtigt Caribien, der med Pirater og sunkne skatte og det hele. Vejen der til forgik i bus om natten, hvilket betöd at der ikke var saa meget at se paa, men det sidste stykke til byen Bluefields forgik i baad, hvilke var ganske spaendende da det var ned igennem floder og det hele.

Vi ankom derfor mandag morgen til Bluefields som er en af de östligst beliggende byer i Nicaragua og er beboet, for störstedelen vedkomende, af Creolere, som nedstammer fra slaver importeret fra Afrika. Dette betyder at de er meget mere mörke i huden end resten af befolkningen, og saa snakker de Creolsk, hvilket er en blanding af Spansk og Engelsk. Det lyder meget spaendende, men er ikke til at forstaa (selv om man baade kan spansk og engelsk). Det sjove er at naar de saa snakker engelsk er det med rigtigt Jamaikansk (aner ikke hvordan man staver til det) accent. Det lyder fedt og muy muy tranquilo.

Men anyways, saa dagen efter flöj vi til Big Corn Island og der efter videre til Little Corn i baad. Og der ventede der saa en trope ö som man ellers kun ser i reklamer. Azul blaat vand, palmer og hvide strande. Vi indlogerede os i de her smaa hytter der laa direkte paa stranden og saa blev dagene ellers brugt paa at dykke (Maj Brit og Christel tog dykker certifikat) ligge paa stranden og drikke drinks i sol nedgangen. Laekkert.

Efter en uges tid blev det saa tid til at Christel skulle se mere af Nicaragua, saa vi efterlod Maj Brit paa öen (hun var ikke helt faerdig med troper paradiset) og tog til fastlandet hvor vi er nu. Men mere om det senere, for nu skal jeg ud og först bestige en Vulkan, for dernaest at köre ned af den paa snowboard.... he he.

Billeder kommer senere, naar vi kan faa dem overföert.

Kulturelt i Managua, zoo samt farvel til Rosita

Det var fantastisk at være en uges tid i Managua, hvor vi både fik arbejdet på projektet, set lidt kulturelt samt hygget os sammen med de andre danskere som medførte et par fester med pool og masser af rom. Af kultur har vi set Nationalmuseet, Kultur centeret (under ombygning), den gamle katedral, som har overlevet de sidste to store jordskælv og til sidst, men ikke mindst, zoologisk have.
Det sjoveste var selvfølgelig zoologisk have, selvom det var trist at se at nogle af dyrene levede i meget små bure som kun bestod af beton og hegn. Heldigvis var der også mange af dyrene der havde det godt :-)

Vi fløj tilbage i Rosita for tredje og sidste gang for at lave interviews af jægernes fangstmetoder, udbyttet og tiden de bruger. Først tog vi til Wasakin, for at afprøve vores interview og tog derfor motorcyklen derud (Lars kørte og jeg sad bagpå) og efter en times kørsel på en grusvej fyldt med dybe vand/mudderhuller lignede vi to muddermænd. Interviewene gik fint, men der skal dog ændres lidt, da vi i flere tilfælde oplevede halvvejs gennem interviewet (efter at have fået en masse information om hvor mange gange de gik på jagt om ugen og hvad de fangede osv.), fandt ud af at de sidste havde været på jagt for et halvt år siden...og én havde ikke været på jagt siden 2001...lidt sjovt, for de talte om jagten som var det i går de sidst havde været af sted. Det er lidt vigtigt at få denne information fra start, da vi ikke rigtig kan bruge dem hvis de ikke jager nu. Ideen er at udlevere skemaer til jægerne, som de så skal udfylde efter hver jagt og derved få afprøvet skemaet inden vi tager hjem, for at se om det virker og om dette evt. er en metode de kan bruge fremover i et moniteringssystem.

Udover motorcykler, interviews og kattekillinger der nu kravler i gardiner og bukseben, har jeg (Maj Brit) fået et par ”husdyr”, som virkelig er flyttet ind!!!! Nogle af myggene i skoven har nemlig ikke kun nøjes med at suge blod, de har også været så venlige at lægge en lille gave :-/ nemlig æg som herefter har udviklet sig til larver der i de sidste to uger har spist af mig lige under huden. Det er først i dag efter to uger at jeg fandt ud af at det var dyr, da jeg til at starte med troede det var myggestik, som herefter blev til bylder – en på balden og en på yder låret. Bylderne blev dog større og mere ømme for hver dag og der gik betændelse i dem....og engang imellem nev det noget så forfærdeligt inde i såret (sikkert da de tog en bid mad). Så jeg besluttede mig til at sige det til Omar (skovmanden fra IPADE) som straks kunne se at jeg havde fået larver og sagde at jeg skulle tygge noget tobak og sætte det på såret med plaster over, og efter en 3-4 timer skulle man så kunne presse larven ud, da den ville dø af tobakken. Lars var lidt skeptisk og synes hospitalet lød som en bedre ide, men hvorfor ikke prøve de lokale traditioner. Så efter at have tygget tobak (puh bad) og gået med det hele formiddagen, fik jeg presset en 1cm lang hvid larve ud af hvert sår....det var bare så ulækkert, men nu er jeg heldigvis larve-fri igen :-) Fik lige at vide, at hvis de ikke kom ud i tide, ville larverne lægge flere æg og ja......puha det er godt de er ude! Lars er heldigvis sluppet for alle mulige mærkelige stik, hvilket må være noget med lugten at gøre ;-)

Vi har nu forladt Rosita og afsluttet feltarbejdet med en uges arbejde i Managua paa IPADE kontoret, samt besoegt Ove for at vise vores indsamlede data og tale om de ideer vi har med projektet fremover.
D. 22. juli kom Christel (Lars veninde), som er paa ferie her i de naeste to uger. Lige nu sidder vi i Bluefields, som er lidt af en anderledes by i forhold til hvad vi indtil videre har oplevet. Bluefields ligger ud til det Caribiske hav, hvor engelske og hollandske pirater levede det vilde liv for et par hundrede aar siden. Bluefields er opkaldt efter en hollandsk pirat, som hed Bluevelt til efternavn, og paa engelsk bliver det saa til Bluefields. Stoerstedelen af de lokale er afrikanere, som taler en blanding mellem spansk, hollandsk og engelsk, hvilket hedder kreoler-sprog. Det lyder sjovt og er svaert at forstaa. Mange taler dog ogsaa helt almindeligt engelsk, hvilket er meget underligt nu hvor vi kun har moedt folk som kunne tale spansk. Lidt sprogforvirret bliver man altsaa...
Imorgen flyver vi ud til Corn Island, hvor vi tager baaden videre til Little Corn Island og her skal vi tilbringe de naeste 1-2 uger med at dykke og slappe af :-D Foer turen gaar videre til Honduras.

Managuas Zoo og farvel til Rosita

Nogle af vennerne fra Managua, fra venstre: Aura, Mikkel, Lars og Puk.

En af de faa gamle bygninger (her en kirke), som har overlevet jordskaelvene i Managua. Dog maa man ikke gaa ind i den, da den er meget skroebelig. Der er ikke mange hoejhuse i Managua, hvilket sikkert baade skyldes jordskaelvene samt frygten for at det skal ske igen.

Et billede fra nationalmuseet i Managua, som omhandler revolutionen i 80'erne. Mange er stadig maerket af krigen, men det er specielt generationerne over os, mens de helt unge kun har hoert historierne fra deres familie. En Nicaraguaner fortalte os forleden, at alle familier her i Nicaragua har midstet et familiemedlem under krigen, han selv havde midstet sin soester, som var soldat.

Maj Brit foran IPADE i Managua, hvor vi har tilbragt et par uger med at arbejde.

Landets nationalfugl, som vi ogsaa har set i det fri. Her er det i Managuas zoo.

En stor flot oern fra zoo'en, de har mange flotte store fugle her i Nicaragua.

Disse papagoejer ser man rigtig mange steder, baade i naturen men ogsaa som kaeledyr. Her er den i Managuas zoo.

Vores lokale slagter i Rosita, som ogsaa handlede alle mulige andre varer.

Den lokale biks i Rosita kan man alt til heste - selv flotte cowboystoevler, som godt nok er til rytteren :-)

Motorcykel banden foran den lokale hesteudstyrs-butik i Rosita.

Maj Brit og Ninfa vores rengoeringspige til basketball staevne paa Rosita skole. Det blev afholdt mellem nabobyerne som ligger taet paa Rosita.

Sportshalden paa skolen i Rosita

Giftig kødsovs og felttur til Wasakins skovområde

Efter besøget i Costa Rica og Managua, fløj vi atter tilbage til Rosita, hvor vi brugte den første uge til at forberede vores felttur som skulle foregå ugen efter. Kort efter vores ankomst flyttede de tre små kattekillinger og deres mor ind på Maj Brits værelse hvor de kunne gemme sig i bogreolen :-) Så nu har vi 4 katte, 3 hunde og 2 flagermus, som flyver/løber rundt i huset både dag og nat. Der er selvfølgelig også alle musene, rotterne og insekterne, men de tæller ikke rigtig med som kæledyr. Selvom huset ikke er helt så fancy, nyder vi at have køkken, hvor Lars bl.a. har brilleret med pandekager ummm. Et par gange er det også blevet til lidt spagetti og kødsovs, som dog kun er blevet top dollar én gang ud af de tre vi har forsøgt. Den ene gang skyldtes det at de gule peber som man kan købe her, er lidt anderledes i smagen end dem vi har derhjemme. Men det fandt vi først ud af da vi senere sad og prøvede at spise den meget uspiselige stærke mad. Grunden til at vi først fandt ud af dette så sent, skyldes en afledningsmanøvre udført af ”røgmanden”, som går fra hus til hus i hele Rosita et par gange om året og sprøjter giftig røg overalt også i køkkenet hvor vi lige var gået i gang med madlavningen...ummm :-/ Det skulle fjerne myg og diverse insekter. Lars som lige havde stået og skåret peberne ud, begyndte kort efter at få en meget stærk svige i næsen, som vi begge var sikker på var den fæle røgs skyld. Derfor overtog jeg madlavningen – altså efter røgen havde lagt sig i køkkenet – og fortsatte med peberne og resten af ingredienserne. Kort efter begyndte det at svide rundt om min mund og jeg var sikker på at jeg også var blevet ramt af røgforgiftningen. Lars var klar igen da kødsovsen skulle smages til, og her fandt vi ud af at den var utrolig stærk, hvilket udløste en diskussion mht. om det var paprikaen, som jeg havde puttet i eller de chilikorn som Lars havde tilsat. Vi blev ikke helt enige og det var først under maden at det gik op for os at det var de gule peber/chili som gav den stærke smag....vi havde også puttet 3 mellemstore gule chilier i gryden :-/ Ja ja vi får da smagt på de forskellige eksotiske frugter og grønsager. Den sidste gang vi forsøgte med kødsovs, var kødet råddent, da strømmen er væk så længe ad gangen, at det ikke kan opbevares i fryser uden at blive dårligt, så nu må vi finde på andre opskrifter uden frossen hakkekød og gule chili.

Udover vores mad eksperimenter, forberedte vi feltturen til Wasakin (en af landsbyerne) i samarbejde med IPADE. Vi skulle af sted med Omar og Justo, samt 12 skovfolk fra landsbyen. Og som vi er blevet advaret/forberedt på op til flere gange, så tager tingene bare længere tid i latino-land. Det betød også at den planlagte tur blev rykket fra mandag til onsdag morgen, hvilket var lidt belastende da vi havde pakket rygsækken og var klar til at tage af sted. Nå men onsdag morgen kørte vi ud til Wasakin for her at vente i fire timer på at folk herude blev klar til at gå de 13 km ud til det skovområde hvor opmåling af projektområde samt dataindsamlingen skulle foregå.

13 km i gummistøvler giver en del vabler på fødderne :-( Det tog ca. 2 timer at gå derud, dog havde de lokale sagt at det tog 5 timer....men måske har de ikke rigtig nogen tidsfornemmelse.

Vi slog lejer ved en flod hvilket også var her vi fik vores vandforsyninger fra – bare ved at skrive dette, får jeg en tilbagevendende smag af vand og jord – ja for det var nok ikke den reneste kilde vi var stødt på, men vi håber bare at vi er undsluppet alle parasitterne :-/

Opmålingen af området foregik med macheter da skoven er meget tæt, hvilket Lars morede sig meget med (drenge og store knive...). Men selve opmålingen, som kun skulle ha taget en dag, blev til fire dage, da skovfolkene ikke rigtig havde styr på deres skovområder, og det viste sig at vi midt i opmålingen støtte på et andet skovprojekt, hvilket betød at planerne skulle ændres....og det tager bare lang tid at ændre dem herovre. Desuden kan nica’er (nicaraguanere) kun arbejde ind til frokost, så er de trætte og har brug for afslapning resten af dagen....ikke lige noget to utålmodige danskere er så forståelige overfor :-( Specielt ikke når plagen fra myg og andre stikkende insekter er uudholdelig og fik ens hænder og fødder til at ligne noget der havde været udsat for byldepæst, samt flåter i millionantal som hurtigt kravler op under ens bukseben og bider sig fast – haps og nam nam. Ikke for at lyde hyklerisk, men blev også forfulgt af hvepse to gange og stukket hver gang, da de er nogle små hurtige sataner. Lars derimod rørte de overhovedet ikke, nok pga. lugten ;-) Men endelig efter fire dage kunne vi gå i gang med vores målinger og så var vi glade. Desuden var det også en fantastisk oplevelse da et par af skovfolkene kom tilbage med bæltedyr og tapir, som blev tilberedt over bål og smagte fantastisk!! Udover de belastende insekter, var der også de imponerende flotte, så som store blå sommerfugle og kæmpe græshopper og andre jeg ikke kender navnene på. Udover deres dovenskab, så var de lokale rigtig søde og meget interesserede i at høre hvor vi kom fra og lære lidt danske ord. Og nogle gange skulle man lige bide tænderne sammen for ikke at komme til at grine over deres spørgsmål, her kommer et par af dem: ”Kan i se lige så godt som os når jeres øjne er blå?” og ”Når i nu ikke har så meget skov i Danmark, har i så nok luft?”.

Da vi kom tilbage fra turen, fandt jeg også ud af at de havde afprøvet mit kamera en af dagene hvor jeg havde ladet det blive tilbage i lejeren. De havde optaget en masse små film af dem selv og af vores lejr :-) Lidt sjovt.

Efter turen tog vi videre til Siuna (nabobyen) hvor vi mødtes med Mikkel og sammen kørte vi til Managua hvor vi er nu. Her bruger vi ugen på at arbejde på IPADE kontoret og nyde at der elektricitet, internet, rindende vand og andet mad end ris og bønner :-D

Et lille udsnit af dyreflokken i Rosita

Ja, mænd kan også lave mad, måske en anelse stækt, men mad

Kæleflagermus, et sjældent husdyr, ikke kendt af mange.

Ved ankomst til vores lejer, går de lokale strakt igang med at bygge senge. Hængekøjer er åbenbart ikke gode nok til dem :-)

Et godt råd til alle der skal i skoven: Husk at slip din machete, ellers er det hårdt arbejde

Og som en hver camping tur skulle være, med medbragte kokke. Ikke dårligt.

Sådanne, så fik man lov til at lege Indiana Jones gennem skoven. Det lidt sindsyge udtryk skyldes macheten.

Ikke lige fordi man tænker frokost når man ser sådanne en satan, men det var ikke destro mindre hvad det var. Smager faktisk udemæket, hvis man ser bort fra skællene.

Efter en hård arbejdsdag er der ikke noget bedre end et afslappende bad i sin lokale flod (som man også blev nød til at drikke af)

Nogle har hunde, nogle har flagermus, ham her fangede en rotte-ting (cuzucu), som han først ville spise, men ombestemte sig og ville så holde den som husdyr. Hyggeligt.

Så vi endelig kommet til data indsamlingen. En transekt gennem skoven og har her lige fundet sovestedet for en Tapir.

Det er svært at leve op til et mere skovmands udseene end ham her. Han kunne da også navnene på det meste i skoven og skød duer med slangebøsse. Rå gut.

Skov trik nr. 13: Hvis du lider tørst i junglen, find da en lian af rette art, skær den over, drik saften der kommer ud. Der er ganske meget af det og det smager godt.

Tilbage til Rosita, og her er så den lokal bar og cowboyderne der kommer til for at drikke og spille. Det WILD WEST.

Tilbage til Managua og Rosita

Efter en herlig tid i et ganske meget mere civiliseret land end Nicaragua kom så tiden til at vende snuden hjem og prøve at få noget ud af det som vi nu havde lært i Costa Rica. Men turen skulle da lige ind over Managua hvor vi valgte at holde weekend. Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at Mikkel (ham fra MS) skulle til koncert med en række folk og der skulle vi da også med. Koncerten var med Sean Paul (ved ikke om i kender ham), som er meget stor her i Central Amerika. De får ikke så mange kendte forbi. Da vi kom til stedet hvor han skulle spille så vi så en kø der var latterlig lang, det var lige før Roskilde Festival køen om søndagen godt kunne gå hjem og ligge sig. Samtidig havde de fundet på det smarte trick at kun lukke folk ind en af gangen ad en port. Så forståeligt nok opstod der en masse masen foran porten (lidt lige som at stå forrest til en stor koncert) og der stod vi så også. Og så skete der jo det der skulle ske… Efter lidt masen manglede der 2 tegnebøger (vores) og en telefon (Mikkels), og i Larses lå selvfølgelig hans kreditkort. Nå men alt i alt kom tyvene så af sted med ca. 300 kr i kontanter og to billetter til koncerten, øv. Så vi måtte købe nye billetter og så ind til koncerten (man skal jo ikke græde over spildt mælk J Det var da også en ganske god koncert og der blev drukket en masse grav rom for vores tegnebøger. Koncerten var underligt nok inddelt i tre klasser afhængie af hvor meget man ville betale for billetten og vi havde valgt den midterste. Det betød at der stor en hord af mennesker bag en og råbte og skreg, mens man kunne stå ganske fredeligt. Altså indtil at horden overmandede hegnsvagterne, væltede hegnet og stormede frem til scenen. Dem der har været om søndagen ved Roskilde ved hvordan det ser ud. Sjovt. Søndag blev fantastisk. Først tog vi ud og spise dejlig morgenmad, tog et smut til Laguna de Apoyo (er beskrevet tidligere) og endte med at spise middag i sofaer med udsigt over Laguna de Masaya og så i biografen. Herlig søndag. Mandag shoppe sindssyg og så desværre kom tirsdagen med en flyver til Rosita. Og der er vi så nu. Den bliver mindre og mindre spændende at være i når man tænker på at der alligevel er ganske mere liv i Managua, så nu har vi tænkt os at få indsamlet en række data så hurtig så muligt, for så at daffe ind til Managua igen og benytte os af et kontor vi kan bruge der inde til at behandle data.

Lidt billeder fra en god weekend

Mikkel fra MellemFolkelig Samvirke, det er altså det som vores udlands penge går til, hmmmm

Endelig i en sofa med juice og alt der skal til. Dejligt med lidt luksus inden man skal ud til landet igen.