Billeder af foedselsdag og interviews

Maj Brits foedselsdag med jordbaergroed og kakao - ummm :-) Efter en laaang dag i skoven.

Lars interviewer en familie i Wasakin, hvilket forgaar med tolk, da mange ikke taler spansk. Her laves der et ranking system over de forskellige arter af dyr de jager i skoven.

Her er Maj Brit igang med at lave et interview hos en anden familie :-)

Banan-mand paa vej ned ad Bambana floden for at saelge sine bananer i en af de stoerre byer - maaske Rosita. En meget almindelig maade at transportere sine ting gennem regnskoven paa.

Endelig i felten og masser af interviews :-)

Den 15. maj kl. 6:00 om morgenen tager vi af sted til en lille landsby, Betania, hvor vi skal tilbringe de næste to dage. Vi glæder os meget da vi endelig rigtigt skal med ud i felten og samtidig også lave et par interviews (den første gang vi skulle med ud i skoven, var jeg (Maj Brit) syg og måtte sende Lars alene af sted). Vi kan dog kun køre i taxa til Dibahil (en lille landsby) hvorfra vi må gå resten af vejen til Betania, hvilket er en 3 timers tur gennem regnskoven og en masse både store og små vandløb. En utrolig flot tur hvor vi også passere nogle små landsbyer. Betania ligger utrolig flot med udsigt til bjergene, som alle er indhyllet i regnskov, og lige neden for landsbyen ligger floden Bambana, som indbyggerne bruger til at vaske tøj i, bade i og fange fisk i. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, så vi fik badet en del og var også med på fisketur, hvor ca. 10-15 mænd og kvinder gik med net nede i vandet og plaskede i vandoverfladen, for at skræmme fiskene ind på lavt vand, hvor de kunne afskærme fiskene med nettene. Herefter gik det ud på at fange fiskene med hænderne eller med harpun. En meget effektiv og sjov måde at fange fisk på :-)
Om aftenen gik vi tidligt i seng, dvs. når solen går ned, da der ingen elektricitet er så langt ude i skoven. Det var dog lidt svært at falde i søvn så tidligt og det gjorde det bestemt heller ikke nemmere at sengen bestod af hårdt betongulv og en sovepose. Vi var blevet indlogeret i landsbyens skole. Næste morgen vågner vi kl. 6....og i dag er det Maj Brits fødselsdag :-)....og ja jeg føler mig faktisk meget ældre...efter at have tilbragt 10 timer på et hårdt betongulv. Morgenmaden består af friskmalket mælk, som er opvarmet med sukker samt lidt brød til. Udmærket, men der mangler ligesom noget.....nå men pyt med det, for kl. 7 skulle vi ud og undersøge skoven og være med til at måle parceller op og tælle træarter osv. Det var sjovt, men også lidt hårdt, da vi først kom tilbage ved en 15 tiden og kun havde tid til at spise frokost på 5 min for derefter at drøne af sted for at nå tilbage til Rosita inden det blev mørkt. Vi nåede tilbage til Rosita ca. ved en 19 tiden hvor vi ENDELIG kunne flytte ind i vores nye hus. Nå men vi flyttede ind med alt vores bagage vildt trætte efter at have gået hele dage, men lidt fødselsdag skulle jeg dog have, så Lars finder langtidsholdbar jordbærgrød frem (fra dk) – jaaaa så vi sidder og smæsker i jordbærgrød med sødmælk (det eneste mælk de har) og kakao :-) ummmm. Men allerede efter et par timer går vi i seng, da vi er fuldstændig smadrede. I løbet af de næste par timer får jeg det vidt dårligt hvilket nok skyldes dages hårde strabadser samt varmen :-( Varmen er virkelig kvælende og det hjælper ikke at de her i Rosita har besluttet at slukke for elektriciteten hver nat ml. kl 22-06 og igen om dagen ml. kl. 12- 17, så ingen mulighed for at tænde for fanen. Næste dag er lige så slem med 36 grader i skyggen, så jeg laver ikke andet end at være svimmel og kaste op....uummm lækkert :-/ vi regner med at jeg er blevet ramt af hedeslag. Lars har dog været til stor hjælp og har serviceret mig med kolde klude, som kunne køle mig lidt ned, hvilket hjalp meget. Så nu er jeg ovenpå igen og nyder bare at vi har eget hus med have, hængekøje, kat og hunde :-) .....samt mus, rotter, flagermus, gekkoer, kakerlakker og andre spændende insekter. Har efterfølgende også været ude og lave flere interviews i Wasakin, Fruta de Pan og Dibahil som er lidt mere tilgængelige landsbyer mht. transportmuligheder ;-D så det køre bare derudaf. Så lige nu sidder vi bare og skriver interviews ind og prøver at danne os et overblik, så vi kan finde frem til 3-4 arter af dyr og evt. planter som kan bruges i vores moniteringssystemer.

Vi er efterhånden også ved at vænne os til at når man går forbi folk her på gaden, er det normalt at sige ”adios” hvilket jo betyder farvel....i starten troede vi bare de var enormt frække og måske ikke var særlig glade for turister, men eftersom de siger det alle de steder vi har været i Nicaragua, går vi ud fra, at det også bruges som en hilsen her. Det sjove er så når de prøver at overføre det til det engelske sprog (de få ord de nu kan på engelsk), som så bliver til ”goodbye”. Buenas noches hvilket betyder godaften/godnat bliver til ”good night” – så når vi lige skal i den lokale biks om aftenen for at købe noget koldt at drikke, bliver vi mødt med et good night :-) Og når vi går rundt i byen, hører vi tit folk sige goodbye som en hilsen til os. He he det er nu meget sjovt at grin af, men til gengæld kan de jo også grine lidt af vores vaklende spansk ;-)

Lidt mere uddybende om Rosita, nu med hus og eftertanke

Så kom tiden til lige at skrive lidt mere om vores lille by, med alt hvad den indeholder. Rosita er en by på højde med, tja skal vi sige Lille Krejme på syd sjælland, eller det vil sige hvis man nu tog og brugte Lille Krejme i 30 år uden at vaske den og dernæst syntes at der kun skulle gå en vej igennem lavet af asfalt, så ville den vel minde om Lille Krejme. Der går en bus dagligt til Managua her fra, og det er så en kørertur på ca. 12 timer i det der beskrives som den værste vej i Nicaragua, og det siger altså ikke så lidt. Heldigvis som I har set går der også flyver her til som vi benytter os af. På den ene asfalterede gade der går igennem byen (resten er jordveje) ligger der forskellige kiosker (pulparias) som underligt nok alle sælger det samme, en misk mask af alt fra frugt og bleer til hegnstråd og manceter (store knive). Men til gengæld ligger der mange af dem. Samtidig ligger der en computercafe (et træskur med 4 computere), en playstation spillehal, 4 haller med enarmede tyveknægte og ellers ikke så meget andet. Livet går sin stille gang her, folk færdes meget på gaderne, men der er ikke nogen der lader til at have travlt med at komme hen der hvor de skal. Og så er der lige indført en ny sjov ting her, længer varierende strømafbrydelser (før var det kun ca. 5-10 min af gangen ca. 3 gange om dagen). Men men men nu, på grund af energikrise i Nicaragua, er der strøm fra kl. 6 til 12 og så igen fra 17 til 22. Ellers ingenting. Og så de to sidste dage har de ikke syntes at der skulle være strøm om aftenen, så derfor ingenting. Det kan nu godt lyde hyggeligt, sådan at sidde og hygge ved starinlysende, men ikke hver dag. Så er det faktisk ret irriterende, men man finder ud af hvor meget elektricitet betyder. Vi har så også fået os et hus nu, efter noget tids søgen. Et to etagers hus (usædvanligt her), med 3 soveværelser, så der er et i overskud hvis nogen skulle få lyst til at kigge forbi. Køkkenet deler vi med dem som vi har smidt ud af huset for at vi kan bruge det (det er rigtigt, det er nu dejligt at være lidt imperialistiske) men de bliver godt betalt for det, og bor så bare i udhuset. Samtidig er der jo ikke indendørs toilet og bad, næææ, der er latrine og bad i haven. Men man vender sig hurtigt til det. Med huset har vi også fået en række kæledyr. I den rare ende har vi fået to hunde (som vi dog ikke skal passe), en kat som lige har fået killinger, samt kollibrier som lever frit. I den ikke så fede ende er en masse myg, andet kryb, lidt rotter og mus hist og her, samt (og det er da lidt fedt alligevel) flagermus der flyver rundt inde på værelserne om aftenen når vi skal sove. Men vi er glade for vores hus, for der er køleskab, hvilket betyder at vi kan få noget så simpel som cornflakes til morgenmad, i stedt for at skulle spise varm mad bestående af ris, bønder og æg til morgen hver dag. Samtidig er det muligt for os at lave vores egen mad, og i går lavede vi spagetti med kødsovs, hvilket var pragtfuldt, da man hurtigt bliver træt af den mængde ris de servere her ovre. Desuden er de ikke verdensklasse kokke. Men alt i alt nyder vi vores nye hus og det meget anderledes liv her i Rosita, glæder os dog til at rejse en lille tur til Costa Rica i morgen, fredag, både for at få fornyet vores visa og se lidt af landet.

Og billederne til at foelge med

Jeps saadanne ser saa vores lille hus ud udefra, begge sale.Og saadanne ser altsaa vores stue ud, her er baade fjernsyn og koeleskab, der virker...... naar der er stroem.

Toilet og bad i haven, de er ikke paene men de virker, og er paenere end meget andet vi har set. Baderum og toilet er adskilds heldigvis.

Vores have, med blomster og det hele. Den er faktisk meget rar, men vi faar ikke brugt den saa meget, det er for varmt.

Udsigten fra vores foerste sal, og det kan jo forkomme at det regner lidt engang i mellem her i regntiden, saa det goer det altsaa naesten hver dag.

Jeps vi er flittige og arbejder haardt paa vores projekt, nu hvor vi har overstaaet vores interviews

Men der er ogsaa tid til at slappe af, isaer naar der ikke er noget stroem.

Saadanne saa har vi altsaa laert at koerer paa motorcykkel. Det er for fedt og kan staerkt anbefales.

Den Fedeste dag…. Eller noget

Der følger desværre ikke billeder med til denne lille beretning, men vi syntes lige at vi ville berette om en lidt anderledes dag vi havde. Det hele begyndte med at vi et par dage forinden havde været ude og kigge på et hus som vi evt. kunne leje. Fantastisk hus taget i betragtning af den standart der er her. Der boede en amerikansk familie i huset, som skulle tilbage til USA efter at have endt 2 års missionær arbejde her med at have bygge baptistiske kirker. Underlige familie. Faren er exnarkoman der har fundet Gud, render konstant rundt med en tandstik i mundvigen som man ellers ser stereotype bønder på Tv og kan ellers snakke en evighed om ingenting med et fantastisk irriterende hillbilly accent. Moderen er en lille tyk kvinde med samme accent, ingen hals og vorter over det hele der ville gøre en hver heks misundelig. Sammen har de så 10 børn mellem 3 og par tyve år og ca. 11 børnebørn. Uhyggeligt men sandt. Nå men de var meget venlige, viste os rundt i huset og snakkede stolpe op og ned om himmel og jord. De var også meget venlige at invitere os med til deres datters fødselsdag dagen efter, som skulle holde i den kirke de havde bygget her i Rosita. Dagen efter skulle vi også hente nøglerne til huset hos ejeren og alt det der. Vi var meget opsatte og glade for endelig at skulle have et hus, hvor vi, mest af alt, kunne have et køleskab og komfur og derved lave vores egen mad… det lyder lidt underligt, men det er noget man savner meget. Dagen oprandt og vi gik om aftenen hen for at hente nøglen til huset. Vi var meget opsatte, fandt endelig ejerens butik, gik ind og fik så at vide at de desværre havde lovet huset til et tysk firma der skulle til at arbejde i byen… hmmmm et hak i lakken, men det var ikke sikkert endnu, så vi ville få at vide om det var muligt at få huset alligevel. Vi får at se.. Nå, men vi skulle jo til en fødselsdagsfest så os hen til kirken, ikke fordi vi havde lyst, en kirke, men vi havde jo sagt vi ville komme. Og vi fandt hurtigt ud af at vi skulle have løbet lang tid før. 1½ times gudstjeneste med underlige folk der bestemt ikke gik op i hvordan lyden på orglet eller sangen lød. Det var svært ikke at flække af grin nogen gange, men men men 1½ time er lige i overkanten. Efter det slentrede vi hjem til vores hotelværelser og ønskede måske lidt at lige den dag var vi bare blevet der. Men så spændende er hoteller heller ikke her omkring. Så en lille historie ved siden af vores ellers travle hverdag.

Der skal da efterfoelgende siges at vi nu har fundet et dejligt lille hus i to etager, bad og "toilet" i haven (dog med tag over) og i morgen, mandag, kommer vores rengoeringsdame. Skal vi se om hun er pengene vaerd. Hun skal have hele 250 kr om maaneden for at komme hver dag og goere rent og vaske toej... Uhyggeliget. Og vi betaler bevist overpris., Naa med der kommer billeder en anden dag.

Billeder fra første uge i Rosita

Piloterne under flyturen, med aviser i forruden som skygge og der er også tid til at læse sportssektionen :-)

Udsigten fra flyet - her en lille gård.


Lars og Ove foran vores super flyver - på landingsbanen ses også kokasser, da det også tjener som græsmark for de lokales kvæg.


Afgangsterminalen i Rosita lufthavn - der mangler dog en dør...

Et bambushus i en af de små landsbyer vi har besøgt i løbet af den første uge. Her bruger de meget bambus som byggemateriale.

Landsbyen Wasakin som vi muligvis kommer til at arbejde sammen med.

Her er de ved at udbygge skolen med ekstra klasseværelser i samarbejde med en organisation selvfølgelig. Hvorfor havde vi ikke sådanne klasseværelser i folkeskolen?

Vores workshop i den første uge - her Ove, som forklare lidt om vores projekt, da hans forklaring på spansk er lidt mere deltaljeret end hvad vi på nuværende tidspunkt formår :-)

Nogle af deltagerne i workshoppen, som sidder og diskutere hvilke arter der findes og hvilke der er vigtige for dem.

Ankomst til Rosita :-)

Endelig er vi kommet til Rosita, hvilket vi har været meget spændte på. Mandag morgen kl. 7 troppede vi op i Managua lufthavn for at tjekke ind. Til de små indenrigsfly, har de ikke nogen faste flyvetidspunkter, udover at de ca. flyver en gang hver dag. Selvom vi havde bestilt, vidste vi derfor ikke om ventetiden ville blive en eller fem timer før vi skulle flyve, da de først skal finde ud af hvor mange passagerer der skal med den dag. Heldigvis gik der kun et par timer før vi lettede med en lille 12 personers flyver. Det tog en time og udsigten var flot med skove, søer og bjerge samtidig med at vi kunne følge med i hvad der skete i cockpittet hvor de to piloter sad, da der ikke var nogen adskillelse mellem os og dem. Landingen var dog med en del kriller i maven, det føltes ligesom at sidde i en rutschebane :-) Landingsbanen er en plan grusvej ude midt i regnskoven, hvor den eneste bebyggelse er et lille skur med palme-tag hvor man kan gå i læ for sol og regn.

Rosita har ca. 10.000 indbyggere, hvor der er en handelsgade med diverse små butikker og restauranter, som stort set alle sælger det samme. På en måde kan det godt ligne en gammel cowboy by, da det vrimler med heste overalt, selv ude foran den lokale bar. Det er bestemt ikke nogen turistby, men en gammel mineby, hvor folk fra oplandet kommer for at købe eller sælge ting. Folk er meget søde og hjælpsomme, men glor også meget når man går forbi, da de ikke er vandt til at se udlændinge, udover dem der kommer i et par dage i forbindelse med et eller andet hjælpeorganisationsprojekt, som enten bygger kirker, skoler eller laver skovforvaltning.

Vi er blevet indlogeret på et hotel, som vi indtil videre skal bo på indtil vi forhåbentlig finder et hus vi kan leje i de næste tre måneder. Hotellet er med aircondition, hvilket dog ikke er meget nødvendigt, da klimaet her er lidt koldere (ca. 30 grader i løbet af dagen) pga. regnen, som trofast besøger os et par gange om dagen. (ikke så svært at være vejrmand her – ”det bliver sol med enkelte regnbyger i løbet af dagen....og sådan bliver det for øvrigt hver dag i det næste halve år”). På badeværelset står der en stor spand med vand til toilet, vask og bad, da de ikke går ind for rindende vand. Det kræver lige lidt tilløb at hælde en spand koldt vand ned over sig om morgenen...i de næste tre måneder, men har hørt at det skulle være så sundt.

Den første uge her i Rosita er gået med at blive introduceret for IPADE, som er den nicaraguanske organisation Nepenthes arbejder sammen med. De er alle sammen rigtig flinke og meget hjælpsomme. Dog er det lidt af en omvæltning, da deres spansk ikke er helt så turist venligt, som det vi hørte vores lærer tale. For det første taler de alt for hurtigt, og med en accent man lige skal vænne sig til, derudover er alle s’erne stumme, hvilket lyder lidt fjollet... Derfor kan det godt virke lidt som om, at vi er startet forfra med det spanske :-/
IPADE har introduceret os til en masse af landsbyerne, samt til Bosawas kontoret, som er en organisation der arbejder med et naturreservat i Bosawas regionen (naboregionen til RAAN hvor vi bor). Dem kommer vi til at besøge nogle gange, da de har en masse information om dyre- og plantelivet fra området.
I torsdags holdt vi sammen med IPADE en workshop for alle de forskellige lokale organisationer som også består af folk fra de forskellige landsbyer. Formålet var at finde frem til hvilke dyre- og plantearter der findes i området, og derefter finde frem til hvilke af disse de mener, er vigtige at beskytte og hvorfor. Men det var begrænset hvor meget de vidste om deres egen regnskov og havde heller ikke gjort sig mange tanker om hvad der er vigtigt at bevare. Men i de kommende uger skal vi ud til landsbyerne, for at tale med de enkelte familier, samt at gå ture i skoven sammen med en lokal guide og forhåbentlig kan det give os lidt mere info.

Indtil videre er vi ikke stødt på dødsensfarlige dyr, højest en lille skorpion som jeg (Maj Brit) fandt da jeg pakkede mit tøj ud den første dag. Den fik samme tur som den sidste vi fandt. Men vi har hørt at der er store farlige skorpioner, slanger og edderkopper i skoven, så vi kan næsten ikke vente med at møde dem...:-/ Dog glæder vi os til at komme ud i felten og se nærmere på de områder vi skal udarbejde moniteringssystemer for!