Nicaragua

I León og kun 3 uger tilbage.

2007-08-04T10:10:00.000-07:00

Naa, saa sad man i León, i det nordlige Nicaragua. Jeg har efterladt Maj Brit paa en öde ö for at hun kan perfektionere sine dykker egenskaber til vores tur til Honduras. Men men men nu kommer jeg helt foran mig selv. For ca. 1.5 uger siden ankom Christel til Nicaragua for at besöge og vi for straks (Christal, Maj Brit og jeg) ud til det östlige Nicaragua, hvor öerne Corn Islan og Little Corn Island ligger et paent stykke ude i det Caribiske Ocean. Jep, i hörte rigtigt Caribien, der med Pirater og sunkne skatte og det hele. Vejen der til forgik i bus om natten, hvilket betöd at der ikke var saa meget at se paa, men det sidste stykke til byen Bluefields forgik i baad, hvilke var ganske spaendende da det var ned igennem floder og det hele.

Vi ankom derfor mandag morgen til Bluefields som er en af de östligst beliggende byer i Nicaragua og er beboet, for störstedelen vedkomende, af Creolere, som nedstammer fra slaver importeret fra Afrika. Dette betyder at de er meget mere mörke i huden end resten af befolkningen, og saa snakker de Creolsk, hvilket er en blanding af Spansk og Engelsk. Det lyder meget spaendende, men er ikke til at forstaa (selv om man baade kan spansk og engelsk). Det sjove er at naar de saa snakker engelsk er det med rigtigt Jamaikansk (aner ikke hvordan man staver til det) accent. Det lyder fedt og muy muy tranquilo.

Men anyways, saa dagen efter flöj vi til Big Corn Island og der efter videre til Little Corn i baad. Og der ventede der saa en trope ö som man ellers kun ser i reklamer. Azul blaat vand, palmer og hvide strande. Vi indlogerede os i de her smaa hytter der laa direkte paa stranden og saa blev dagene ellers brugt paa at dykke (Maj Brit og Christel tog dykker certifikat) ligge paa stranden og drikke drinks i sol nedgangen. Laekkert.

Efter en uges tid blev det saa tid til at Christel skulle se mere af Nicaragua, saa vi efterlod Maj Brit paa öen (hun var ikke helt faerdig med troper paradiset) og tog til fastlandet hvor vi er nu. Men mere om det senere, for nu skal jeg ud og först bestige en Vulkan, for dernaest at köre ned af den paa snowboard.... he he.

Billeder kommer senere, naar vi kan faa dem overföert.

Kulturelt i Managua, zoo samt farvel til Rosita

2007-07-24T18:37:00.000-07:00

Det var fantastisk at være en uges tid i Managua, hvor vi både fik arbejdet på projektet, set lidt kulturelt samt hygget os sammen med de andre danskere som medførte et par fester med pool og masser af rom. Af kultur har vi set Nationalmuseet, Kultur centeret (under ombygning), den gamle katedral, som har overlevet de sidste to store jordskælv og til sidst, men ikke mindst, zoologisk have.
Det sjoveste var selvfølgelig zoologisk have, selvom det var trist at se at nogle af dyrene levede i meget små bure som kun bestod af beton og hegn. Heldigvis var der også mange af dyrene der havde det godt :-)

Vi fløj tilbage i Rosita for tredje og sidste gang for at lave interviews af jægernes fangstmetoder, udbyttet og tiden de bruger. Først tog vi til Wasakin, for at afprøve vores interview og tog derfor motorcyklen derud (Lars kørte og jeg sad bagpå) og efter en times kørsel på en grusvej fyldt med dybe vand/mudderhuller lignede vi to muddermænd. Interviewene gik fint, men der skal dog ændres lidt, da vi i flere tilfælde oplevede halvvejs gennem interviewet (efter at have fået en masse information om hvor mange gange de gik på jagt om ugen og hvad de fangede osv.), fandt ud af at de sidste havde været på jagt for et halvt år siden...og én havde ikke været på jagt siden 2001...lidt sjovt, for de talte om jagten som var det i går de sidst havde været af sted. Det er lidt vigtigt at få denne information fra start, da vi ikke rigtig kan bruge dem hvis de ikke jager nu. Ideen er at udlevere skemaer til jægerne, som de så skal udfylde efter hver jagt og derved få afprøvet skemaet inden vi tager hjem, for at se om det virker og om dette evt. er en metode de kan bruge fremover i et moniteringssystem.

Udover motorcykler, interviews og kattekillinger der nu kravler i gardiner og bukseben, har jeg (Maj Brit) fået et par ”husdyr”, som virkelig er flyttet ind!!!! Nogle af myggene i skoven har nemlig ikke kun nøjes med at suge blod, de har også været så venlige at lægge en lille gave :-/ nemlig æg som herefter har udviklet sig til larver der i de sidste to uger har spist af mig lige under huden. Det er først i dag efter to uger at jeg fandt ud af at det var dyr, da jeg til at starte med troede det var myggestik, som herefter blev til bylder – en på balden og en på yder låret. Bylderne blev dog større og mere ømme for hver dag og der gik betændelse i dem....og engang imellem nev det noget så forfærdeligt inde i såret (sikkert da de tog en bid mad). Så jeg besluttede mig til at sige det til Omar (skovmanden fra IPADE) som straks kunne se at jeg havde fået larver og sagde at jeg skulle tygge noget tobak og sætte det på såret med plaster over, og efter en 3-4 timer skulle man så kunne presse larven ud, da den ville dø af tobakken. Lars var lidt skeptisk og synes hospitalet lød som en bedre ide, men hvorfor ikke prøve de lokale traditioner. Så efter at have tygget tobak (puh bad) og gået med det hele formiddagen, fik jeg presset en 1cm lang hvid larve ud af hvert sår....det var bare så ulækkert, men nu er jeg heldigvis larve-fri igen :-) Fik lige at vide, at hvis de ikke kom ud i tide, ville larverne lægge flere æg og ja......puha det er godt de er ude! Lars er heldigvis sluppet for alle mulige mærkelige stik, hvilket må være noget med lugten at gøre ;-)

Vi har nu forladt Rosita og afsluttet feltarbejdet med en uges arbejde i Managua paa IPADE kontoret, samt besoegt Ove for at vise vores indsamlede data og tale om de ideer vi har med projektet fremover.
D. 22. juli kom Christel (Lars veninde), som er paa ferie her i de naeste to uger. Lige nu sidder vi i Bluefields, som er lidt af en anderledes by i forhold til hvad vi indtil videre har oplevet. Bluefields ligger ud til det Caribiske hav, hvor engelske og hollandske pirater levede det vilde liv for et par hundrede aar siden. Bluefields er opkaldt efter en hollandsk pirat, som hed Bluevelt til efternavn, og paa engelsk bliver det saa til Bluefields. Stoerstedelen af de lokale er afrikanere, som taler en blanding mellem spansk, hollandsk og engelsk, hvilket hedder kreoler-sprog. Det lyder sjovt og er svaert at forstaa. Mange taler dog ogsaa helt almindeligt engelsk, hvilket er meget underligt nu hvor vi kun har moedt folk som kunne tale spansk. Lidt sprogforvirret bliver man altsaa...
Imorgen flyver vi ud til Corn Island, hvor vi tager baaden videre til Little Corn Island og her skal vi tilbringe de naeste 1-2 uger med at dykke og slappe af :-D Foer turen gaar videre til Honduras.

Managuas Zoo og farvel til Rosita

2007-07-24T18:01:00.000-07:00

Nogle af vennerne fra Managua, fra venstre: Aura, Mikkel, Lars og Puk.

En af de faa gamle bygninger (her en kirke), som har overlevet jordskaelvene i Managua. Dog maa man ikke gaa ind i den, da den er meget skroebelig. Der er ikke mange hoejhuse i Managua, hvilket sikkert baade skyldes jordskaelvene samt frygten for at det skal ske igen.

Et billede fra nationalmuseet i Managua, som omhandler revolutionen i 80'erne. Mange er stadig maerket af krigen, men det er specielt generationerne over os, mens de helt unge kun har hoert historierne fra deres familie. En Nicaraguaner fortalte os forleden, at alle familier her i Nicaragua har midstet et familiemedlem under krigen, han selv havde midstet sin soester, som var soldat.

Maj Brit foran IPADE i Managua, hvor vi har tilbragt et par uger med at arbejde.

Landets nationalfugl, som vi ogsaa har set i det fri. Her er det i Managuas zoo.

En stor flot oern fra zoo'en, de har mange flotte store fugle her i Nicaragua.

Disse papagoejer ser man rigtig mange steder, baade i naturen men ogsaa som kaeledyr. Her er den i Managuas zoo.

Vores lokale slagter i Rosita, som ogsaa handlede alle mulige andre varer.

Den lokale biks i Rosita kan man alt til heste - selv flotte cowboystoevler, som godt nok er til rytteren :-)

Motorcykel banden foran den lokale hesteudstyrs-butik i Rosita.

Maj Brit og Ninfa vores rengoeringspige til basketball staevne paa Rosita skole. Det blev afholdt mellem nabobyerne som ligger taet paa Rosita.

Sportshalden paa skolen i Rosita

Giftig kødsovs og felttur til Wasakins skovområde

2007-06-28T09:03:00.000-07:00

Efter besøget i Costa Rica og Managua, fløj vi atter tilbage til Rosita, hvor vi brugte den første uge til at forberede vores felttur som skulle foregå ugen efter. Kort efter vores ankomst flyttede de tre små kattekillinger og deres mor ind på Maj Brits værelse hvor de kunne gemme sig i bogreolen :-) Så nu har vi 4 katte, 3 hunde og 2 flagermus, som flyver/løber rundt i huset både dag og nat. Der er selvfølgelig også alle musene, rotterne og insekterne, men de tæller ikke rigtig med som kæledyr. Selvom huset ikke er helt så fancy, nyder vi at have køkken, hvor Lars bl.a. har brilleret med pandekager ummm. Et par gange er det også blevet til lidt spagetti og kødsovs, som dog kun er blevet top dollar én gang ud af de tre vi har forsøgt. Den ene gang skyldtes det at de gule peber som man kan købe her, er lidt anderledes i smagen end dem vi har derhjemme. Men det fandt vi først ud af da vi senere sad og prøvede at spise den meget uspiselige stærke mad. Grunden til at vi først fandt ud af dette så sent, skyldes en afledningsmanøvre udført af ”røgmanden”, som går fra hus til hus i hele Rosita et par gange om året og sprøjter giftig røg overalt også i køkkenet hvor vi lige var gået i gang med madlavningen...ummm :-/ Det skulle fjerne myg og diverse insekter. Lars som lige havde stået og skåret peberne ud, begyndte kort efter at få en meget stærk svige i næsen, som vi begge var sikker på var den fæle røgs skyld. Derfor overtog jeg madlavningen – altså efter røgen havde lagt sig i køkkenet – og fortsatte med peberne og resten af ingredienserne. Kort efter begyndte det at svide rundt om min mund og jeg var sikker på at jeg også var blevet ramt af røgforgiftningen. Lars var klar igen da kødsovsen skulle smages til, og her fandt vi ud af at den var utrolig stærk, hvilket udløste en diskussion mht. om det var paprikaen, som jeg havde puttet i eller de chilikorn som Lars havde tilsat. Vi blev ikke helt enige og det var først under maden at det gik op for os at det var de gule peber/chili som gav den stærke smag....vi havde også puttet 3 mellemstore gule chilier i gryden :-/ Ja ja vi får da smagt på de forskellige eksotiske frugter og grønsager. Den sidste gang vi forsøgte med kødsovs, var kødet råddent, da strømmen er væk så længe ad gangen, at det ikke kan opbevares i fryser uden at blive dårligt, så nu må vi finde på andre opskrifter uden frossen hakkekød og gule chili.

Udover vores mad eksperimenter, forberedte vi feltturen til Wasakin (en af landsbyerne) i samarbejde med IPADE. Vi skulle af sted med Omar og Justo, samt 12 skovfolk fra landsbyen. Og som vi er blevet advaret/forberedt på op til flere gange, så tager tingene bare længere tid i latino-land. Det betød også at den planlagte tur blev rykket fra mandag til onsdag morgen, hvilket var lidt belastende da vi havde pakket rygsækken og var klar til at tage af sted. Nå men onsdag morgen kørte vi ud til Wasakin for her at vente i fire timer på at folk herude blev klar til at gå de 13 km ud til det skovområde hvor opmåling af projektområde samt dataindsamlingen skulle foregå.

13 km i gummistøvler giver en del vabler på fødderne :-( Det tog ca. 2 timer at gå derud, dog havde de lokale sagt at det tog 5 timer....men måske har de ikke rigtig nogen tidsfornemmelse.

Vi slog lejer ved en flod hvilket også var her vi fik vores vandforsyninger fra – bare ved at skrive dette, får jeg en tilbagevendende smag af vand og jord – ja for det var nok ikke den reneste kilde vi var stødt på, men vi håber bare at vi er undsluppet alle parasitterne :-/

Opmålingen af området foregik med macheter da skoven er meget tæt, hvilket Lars morede sig meget med (drenge og store knive...). Men selve opmålingen, som kun skulle ha taget en dag, blev til fire dage, da skovfolkene ikke rigtig havde styr på deres skovområder, og det viste sig at vi midt i opmålingen støtte på et andet skovprojekt, hvilket betød at planerne skulle ændres....og det tager bare lang tid at ændre dem herovre. Desuden kan nica’er (nicaraguanere) kun arbejde ind til frokost, så er de trætte og har brug for afslapning resten af dagen....ikke lige noget to utålmodige danskere er så forståelige overfor :-( Specielt ikke når plagen fra myg og andre stikkende insekter er uudholdelig og fik ens hænder og fødder til at ligne noget der havde været udsat for byldepæst, samt flåter i millionantal som hurtigt kravler op under ens bukseben og bider sig fast – haps og nam nam. Ikke for at lyde hyklerisk, men blev også forfulgt af hvepse to gange og stukket hver gang, da de er nogle små hurtige sataner. Lars derimod rørte de overhovedet ikke, nok pga. lugten ;-) Men endelig efter fire dage kunne vi gå i gang med vores målinger og så var vi glade. Desuden var det også en fantastisk oplevelse da et par af skovfolkene kom tilbage med bæltedyr og tapir, som blev tilberedt over bål og smagte fantastisk!! Udover de belastende insekter, var der også de imponerende flotte, så som store blå sommerfugle og kæmpe græshopper og andre jeg ikke kender navnene på. Udover deres dovenskab, så var de lokale rigtig søde og meget interesserede i at høre hvor vi kom fra og lære lidt danske ord. Og nogle gange skulle man lige bide tænderne sammen for ikke at komme til at grine over deres spørgsmål, her kommer et par af dem: ”Kan i se lige så godt som os når jeres øjne er blå?” og ”Når i nu ikke har så meget skov i Danmark, har i så nok luft?”.

Da vi kom tilbage fra turen, fandt jeg også ud af at de havde afprøvet mit kamera en af dagene hvor jeg havde ladet det blive tilbage i lejeren. De havde optaget en masse små film af dem selv og af vores lejr :-) Lidt sjovt.

Efter turen tog vi videre til Siuna (nabobyen) hvor vi mødtes med Mikkel og sammen kørte vi til Managua hvor vi er nu. Her bruger vi ugen på at arbejde på IPADE kontoret og nyde at der elektricitet, internet, rindende vand og andet mad end ris og bønner :-D

2007-06-28T08:35:00.000-07:00

Et lille udsnit af dyreflokken i Rosita

Ja, mænd kan også lave mad, måske en anelse stækt, men mad

Kæleflagermus, et sjældent husdyr, ikke kendt af mange.

Ved ankomst til vores lejer, går de lokale strakt igang med at bygge senge. Hængekøjer er åbenbart ikke gode nok til dem :-)

Et godt råd til alle der skal i skoven: Husk at slip din machete, ellers er det hårdt arbejde

Og som en hver camping tur skulle være, med medbragte kokke. Ikke dårligt.

Sådanne, så fik man lov til at lege Indiana Jones gennem skoven. Det lidt sindsyge udtryk skyldes macheten.

Ikke lige fordi man tænker frokost når man ser sådanne en satan, men det var ikke destro mindre hvad det var. Smager faktisk udemæket, hvis man ser bort fra skællene.

Efter en hård arbejdsdag er der ikke noget bedre end et afslappende bad i sin lokale flod (som man også blev nød til at drikke af)

Nogle har hunde, nogle har flagermus, ham her fangede en rotte-ting (cuzucu), som han først ville spise, men ombestemte sig og ville så holde den som husdyr. Hyggeligt.

Så vi endelig kommet til data indsamlingen. En transekt gennem skoven og har her lige fundet sovestedet for en Tapir.

Det er svært at leve op til et mere skovmands udseene end ham her. Han kunne da også navnene på det meste i skoven og skød duer med slangebøsse. Rå gut.

Skov trik nr. 13: Hvis du lider tørst i junglen, find da en lian af rette art, skær den over, drik saften der kommer ud. Der er ganske meget af det og det smager godt.

Tilbage til Rosita, og her er så den lokal bar og cowboyderne der kommer til for at drikke og spille. Det WILD WEST.

Tilbage til Managua og Rosita

2007-06-22T09:29:00.000-07:00

Efter en herlig tid i et ganske meget mere civiliseret land end Nicaragua kom så tiden til at vende snuden hjem og prøve at få noget ud af det som vi nu havde lært i Costa Rica. Men turen skulle da lige ind over Managua hvor vi valgte at holde weekend. Og så gik det jo hverken værre eller bedre end at Mikkel (ham fra MS) skulle til koncert med en række folk og der skulle vi da også med. Koncerten var med Sean Paul (ved ikke om i kender ham), som er meget stor her i Central Amerika. De får ikke så mange kendte forbi. Da vi kom til stedet hvor han skulle spille så vi så en kø der var latterlig lang, det var lige før Roskilde Festival køen om søndagen godt kunne gå hjem og ligge sig. Samtidig havde de fundet på det smarte trick at kun lukke folk ind en af gangen ad en port. Så forståeligt nok opstod der en masse masen foran porten (lidt lige som at stå forrest til en stor koncert) og der stod vi så også. Og så skete der jo det der skulle ske… Efter lidt masen manglede der 2 tegnebøger (vores) og en telefon (Mikkels), og i Larses lå selvfølgelig hans kreditkort. Nå men alt i alt kom tyvene så af sted med ca. 300 kr i kontanter og to billetter til koncerten, øv. Så vi måtte købe nye billetter og så ind til koncerten (man skal jo ikke græde over spildt mælk J Det var da også en ganske god koncert og der blev drukket en masse grav rom for vores tegnebøger. Koncerten var underligt nok inddelt i tre klasser afhængie af hvor meget man ville betale for billetten og vi havde valgt den midterste. Det betød at der stor en hord af mennesker bag en og råbte og skreg, mens man kunne stå ganske fredeligt. Altså indtil at horden overmandede hegnsvagterne, væltede hegnet og stormede frem til scenen. Dem der har været om søndagen ved Roskilde ved hvordan det ser ud. Sjovt. Søndag blev fantastisk. Først tog vi ud og spise dejlig morgenmad, tog et smut til Laguna de Apoyo (er beskrevet tidligere) og endte med at spise middag i sofaer med udsigt over Laguna de Masaya og så i biografen. Herlig søndag. Mandag shoppe sindssyg og så desværre kom tirsdagen med en flyver til Rosita. Og der er vi så nu. Den bliver mindre og mindre spændende at være i når man tænker på at der alligevel er ganske mere liv i Managua, så nu har vi tænkt os at få indsamlet en række data så hurtig så muligt, for så at daffe ind til Managua igen og benytte os af et kontor vi kan bruge der inde til at behandle data.

Lidt billeder fra en god weekend

2007-06-22T09:26:00.001-07:00

Mikkel fra MellemFolkelig Samvirke, det er altså det som vores udlands penge går til, hmmmm

Endelig i en sofa med juice og alt der skal til. Dejligt med lidt luksus inden man skal ud til landet igen.

Costa Rica (Lidt forsinket)

2007-06-22T09:25:00.000-07:00

Tja, der er desværre gået lidt tid siden den sidste opdatering… Undskyld, så vi er lidt bagud i vores beretning om den store ekspedition. Men vi prøver at følge op…. Det skyldes at Rosita har været ganske mere uciviliseret end normalt, med oftere strøm afbrydelser og svigtende internet. Forfærteligt. Men her kommer en lille beretning om vores tur til Costa Rica.

I slutningen af juni smuttede vi til Costa Rica, både for at få fornyet vores visa, men også for at indsamle mere information til vores projekt. Først startede vi dog med en lille afslapper weekend hos Mikkel (han er ansat af Mellemfolkelig Sammenvirke) i Managua. Han tog kontakt til os for nogle uger siden, da han havde hørt rygter om at to danskere havde bosat sig midt ude i den store og farlige regnskov. Nå, men Mikkel hentede os i lufthavnen hvorefter vi kørte hjem til ham og fik vores første varme brusebad i tre måneder – wauw det var lækkert. Herefter var det af sted til koncert med ”Mägo de Oz” som er en slags rockmusik tilført violin, hvilket var fantastisk – der blev danset og drukket rom og cola til 3 kr (halvt af hver). Det var skønt at været tilbage til civilisationen efter en måned ude midt i regnskoven, med mudret badevand (pga. regntiden), et meget lille udvalg af fødevarer, alt for mange myg samt manglende elektricitet. Dagen efter tog vi med Mikkel og en af hans Nicaraguanske veninder (Aura) til San Juan del sur for at se en surferkonkurrence, som desværre var blevet aflyst pga. for små bølger :-/ Derfor blev det til et par dage med god mad, fest, afslapning og hyggelæsning, hvorefter vi blev hentet af Ove (Nepenthes) og Omar (fra IPADE) og kørte sammen ned til Costa Rica. Det skulle selvfølgelig tage 4 timer før vi fik lov at passere grænsen mellem Nicaragua og Costa Rica, ikke fordi vi så mistænkelige ud, men mere fordi at Ove manglede et papir fra sin bank hvorpå de gav ham lov til at tage hans bil med over grænsen, ja for han havde jo taget lån i sin bil, og derfor er det banken der bestemmer om de stoler på ham som kunde. Heldigvis valgte de at stole på ham og vi fik langt om længe lov til at køre videre. Costa Rica er virkelig anderledes i forhold til Nicaragua, hvilket vi så lige så snart vi krydsede grænsen, det er sjældent at man virkelig kan se en forskel lige med det samme, men her er husene og haverne utrolig flotte, vejene uden huller og ingen affald der ligger og flyder overalt, markerne er nydeligt firkantede med flotte naturhegn. Byerne er også meget anderledes, de er måske ikke flottere men udvalget at butikker/varer er meget større.

De næste tre dage i Costa Rica gik med en masse møder med forskellige mennesker bl.a. fra universitetet CATIE som også arbejder en del med skovdyrkningsplaner. De fleste møder foregik på spansk, hvilket selvfølgelig besværliggjorde det lidt, da vi endnu ikke taler det flydende. Men vi har fået en masse informationer samt læsemateriale som vi sagtens kan bruge, så alt i alt har det været en udbytterig tur.

Lidt Costa Rica Billeder

2007-06-22T09:13:00.000-07:00

Universitetet CATIE hvor vi skulle tilbringe en del møder

At komme ud fra et møde og se regnen sile ned er ikke altid et hit.

En kirke i en lille by i Costa Rica. Bygget lang tid siden. Ødelagt af jordskelv og bygget op igen, men lige som de blev færdige kom der et nyt jordskelv.

Og så tænkte de, så kan det være lige meget og anlage en have istedet. Og den er da også pænere end et kirkegulv.

Tja desværre ikke så mange billeder fra Costa Rica, da tiden desværre gik mest med møder og der var ikke så meget spændende over det igen... men nu har vi været der.

Billeder af foedselsdag og interviews

2007-05-24T10:08:00.002-07:00

Maj Brits foedselsdag med jordbaergroed og kakao - ummm :-) Efter en laaang dag i skoven.

Lars interviewer en familie i Wasakin, hvilket forgaar med tolk, da mange ikke taler spansk. Her laves der et ranking system over de forskellige arter af dyr de jager i skoven.

Her er Maj Brit igang med at lave et interview hos en anden familie :-)

Banan-mand paa vej ned ad Bambana floden for at saelge sine bananer i en af de stoerre byer - maaske Rosita. En meget almindelig maade at transportere sine ting gennem regnskoven paa.

Endelig i felten og masser af interviews :-)

2007-05-24T10:05:00.000-07:00

Den 15. maj kl. 6:00 om morgenen tager vi af sted til en lille landsby, Betania, hvor vi skal tilbringe de næste to dage. Vi glæder os meget da vi endelig rigtigt skal med ud i felten og samtidig også lave et par interviews (den første gang vi skulle med ud i skoven, var jeg (Maj Brit) syg og måtte sende Lars alene af sted). Vi kan dog kun køre i taxa til Dibahil (en lille landsby) hvorfra vi må gå resten af vejen til Betania, hvilket er en 3 timers tur gennem regnskoven og en masse både store og små vandløb. En utrolig flot tur hvor vi også passere nogle små landsbyer. Betania ligger utrolig flot med udsigt til bjergene, som alle er indhyllet i regnskov, og lige neden for landsbyen ligger floden Bambana, som indbyggerne bruger til at vaske tøj i, bade i og fange fisk i. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, så vi fik badet en del og var også med på fisketur, hvor ca. 10-15 mænd og kvinder gik med net nede i vandet og plaskede i vandoverfladen, for at skræmme fiskene ind på lavt vand, hvor de kunne afskærme fiskene med nettene. Herefter gik det ud på at fange fiskene med hænderne eller med harpun. En meget effektiv og sjov måde at fange fisk på :-)
Om aftenen gik vi tidligt i seng, dvs. når solen går ned, da der ingen elektricitet er så langt ude i skoven. Det var dog lidt svært at falde i søvn så tidligt og det gjorde det bestemt heller ikke nemmere at sengen bestod af hårdt betongulv og en sovepose. Vi var blevet indlogeret i landsbyens skole. Næste morgen vågner vi kl. 6....og i dag er det Maj Brits fødselsdag :-)....og ja jeg føler mig faktisk meget ældre...efter at have tilbragt 10 timer på et hårdt betongulv. Morgenmaden består af friskmalket mælk, som er opvarmet med sukker samt lidt brød til. Udmærket, men der mangler ligesom noget.....nå men pyt med det, for kl. 7 skulle vi ud og undersøge skoven og være med til at måle parceller op og tælle træarter osv. Det var sjovt, men også lidt hårdt, da vi først kom tilbage ved en 15 tiden og kun havde tid til at spise frokost på 5 min for derefter at drøne af sted for at nå tilbage til Rosita inden det blev mørkt. Vi nåede tilbage til Rosita ca. ved en 19 tiden hvor vi ENDELIG kunne flytte ind i vores nye hus. Nå men vi flyttede ind med alt vores bagage vildt trætte efter at have gået hele dage, men lidt fødselsdag skulle jeg dog have, så Lars finder langtidsholdbar jordbærgrød frem (fra dk) – jaaaa så vi sidder og smæsker i jordbærgrød med sødmælk (det eneste mælk de har) og kakao :-) ummmm. Men allerede efter et par timer går vi i seng, da vi er fuldstændig smadrede. I løbet af de næste par timer får jeg det vidt dårligt hvilket nok skyldes dages hårde strabadser samt varmen :-( Varmen er virkelig kvælende og det hjælper ikke at de her i Rosita har besluttet at slukke for elektriciteten hver nat ml. kl 22-06 og igen om dagen ml. kl. 12- 17, så ingen mulighed for at tænde for fanen. Næste dag er lige så slem med 36 grader i skyggen, så jeg laver ikke andet end at være svimmel og kaste op....uummm lækkert :-/ vi regner med at jeg er blevet ramt af hedeslag. Lars har dog været til stor hjælp og har serviceret mig med kolde klude, som kunne køle mig lidt ned, hvilket hjalp meget. Så nu er jeg ovenpå igen og nyder bare at vi har eget hus med have, hængekøje, kat og hunde :-) .....samt mus, rotter, flagermus, gekkoer, kakerlakker og andre spændende insekter. Har efterfølgende også været ude og lave flere interviews i Wasakin, Fruta de Pan og Dibahil som er lidt mere tilgængelige landsbyer mht. transportmuligheder ;-D så det køre bare derudaf. Så lige nu sidder vi bare og skriver interviews ind og prøver at danne os et overblik, så vi kan finde frem til 3-4 arter af dyr og evt. planter som kan bruges i vores moniteringssystemer.

Vi er efterhånden også ved at vænne os til at når man går forbi folk her på gaden, er det normalt at sige ”adios” hvilket jo betyder farvel....i starten troede vi bare de var enormt frække og måske ikke var særlig glade for turister, men eftersom de siger det alle de steder vi har været i Nicaragua, går vi ud fra, at det også bruges som en hilsen her. Det sjove er så når de prøver at overføre det til det engelske sprog (de få ord de nu kan på engelsk), som så bliver til ”goodbye”. Buenas noches hvilket betyder godaften/godnat bliver til ”good night” – så når vi lige skal i den lokale biks om aftenen for at købe noget koldt at drikke, bliver vi mødt med et good night :-) Og når vi går rundt i byen, hører vi tit folk sige goodbye som en hilsen til os. He he det er nu meget sjovt at grin af, men til gengæld kan de jo også grine lidt af vores vaklende spansk ;-)

Lidt mere uddybende om Rosita, nu med hus og eftertanke

2007-05-24T08:58:00.001-07:00

Så kom tiden til lige at skrive lidt mere om vores lille by, med alt hvad den indeholder. Rosita er en by på højde med, tja skal vi sige Lille Krejme på syd sjælland, eller det vil sige hvis man nu tog og brugte Lille Krejme i 30 år uden at vaske den og dernæst syntes at der kun skulle gå en vej igennem lavet af asfalt, så ville den vel minde om Lille Krejme. Der går en bus dagligt til Managua her fra, og det er så en kørertur på ca. 12 timer i det der beskrives som den værste vej i Nicaragua, og det siger altså ikke så lidt. Heldigvis som I har set går der også flyver her til som vi benytter os af. På den ene asfalterede gade der går igennem byen (resten er jordveje) ligger der forskellige kiosker (pulparias) som underligt nok alle sælger det samme, en misk mask af alt fra frugt og bleer til hegnstråd og manceter (store knive). Men til gengæld ligger der mange af dem. Samtidig ligger der en computercafe (et træskur med 4 computere), en playstation spillehal, 4 haller med enarmede tyveknægte og ellers ikke så meget andet. Livet går sin stille gang her, folk færdes meget på gaderne, men der er ikke nogen der lader til at have travlt med at komme hen der hvor de skal. Og så er der lige indført en ny sjov ting her, længer varierende strømafbrydelser (før var det kun ca. 5-10 min af gangen ca. 3 gange om dagen). Men men men nu, på grund af energikrise i Nicaragua, er der strøm fra kl. 6 til 12 og så igen fra 17 til 22. Ellers ingenting. Og så de to sidste dage har de ikke syntes at der skulle være strøm om aftenen, så derfor ingenting. Det kan nu godt lyde hyggeligt, sådan at sidde og hygge ved starinlysende, men ikke hver dag. Så er det faktisk ret irriterende, men man finder ud af hvor meget elektricitet betyder. Vi har så også fået os et hus nu, efter noget tids søgen. Et to etagers hus (usædvanligt her), med 3 soveværelser, så der er et i overskud hvis nogen skulle få lyst til at kigge forbi. Køkkenet deler vi med dem som vi har smidt ud af huset for at vi kan bruge det (det er rigtigt, det er nu dejligt at være lidt imperialistiske) men de bliver godt betalt for det, og bor så bare i udhuset. Samtidig er der jo ikke indendørs toilet og bad, næææ, der er latrine og bad i haven. Men man vender sig hurtigt til det. Med huset har vi også fået en række kæledyr. I den rare ende har vi fået to hunde (som vi dog ikke skal passe), en kat som lige har fået killinger, samt kollibrier som lever frit. I den ikke så fede ende er en masse myg, andet kryb, lidt rotter og mus hist og her, samt (og det er da lidt fedt alligevel) flagermus der flyver rundt inde på værelserne om aftenen når vi skal sove. Men vi er glade for vores hus, for der er køleskab, hvilket betyder at vi kan få noget så simpel som cornflakes til morgenmad, i stedt for at skulle spise varm mad bestående af ris, bønder og æg til morgen hver dag. Samtidig er det muligt for os at lave vores egen mad, og i går lavede vi spagetti med kødsovs, hvilket var pragtfuldt, da man hurtigt bliver træt af den mængde ris de servere her ovre. Desuden er de ikke verdensklasse kokke. Men alt i alt nyder vi vores nye hus og det meget anderledes liv her i Rosita, glæder os dog til at rejse en lille tur til Costa Rica i morgen, fredag, både for at få fornyet vores visa og se lidt af landet.

Og billederne til at foelge med

2007-05-24T08:38:00.000-07:00

Jeps saadanne ser saa vores lille hus ud udefra, begge sale.Og saadanne ser altsaa vores stue ud, her er baade fjernsyn og koeleskab, der virker...... naar der er stroem.

Toilet og bad i haven, de er ikke paene men de virker, og er paenere end meget andet vi har set. Baderum og toilet er adskilds heldigvis.

Vores have, med blomster og det hele. Den er faktisk meget rar, men vi faar ikke brugt den saa meget, det er for varmt.

Udsigten fra vores foerste sal, og det kan jo forkomme at det regner lidt engang i mellem her i regntiden, saa det goer det altsaa naesten hver dag.

Jeps vi er flittige og arbejder haardt paa vores projekt, nu hvor vi har overstaaet vores interviews

Men der er ogsaa tid til at slappe af, isaer naar der ikke er noget stroem.

Saadanne saa har vi altsaa laert at koerer paa motorcykkel. Det er for fedt og kan staerkt anbefales.

Den Fedeste dag…. Eller noget

2007-05-20T10:44:00.000-07:00

Der følger desværre ikke billeder med til denne lille beretning, men vi syntes lige at vi ville berette om en lidt anderledes dag vi havde. Det hele begyndte med at vi et par dage forinden havde været ude og kigge på et hus som vi evt. kunne leje. Fantastisk hus taget i betragtning af den standart der er her. Der boede en amerikansk familie i huset, som skulle tilbage til USA efter at have endt 2 års missionær arbejde her med at have bygge baptistiske kirker. Underlige familie. Faren er exnarkoman der har fundet Gud, render konstant rundt med en tandstik i mundvigen som man ellers ser stereotype bønder på Tv og kan ellers snakke en evighed om ingenting med et fantastisk irriterende hillbilly accent. Moderen er en lille tyk kvinde med samme accent, ingen hals og vorter over det hele der ville gøre en hver heks misundelig. Sammen har de så 10 børn mellem 3 og par tyve år og ca. 11 børnebørn. Uhyggeligt men sandt. Nå men de var meget venlige, viste os rundt i huset og snakkede stolpe op og ned om himmel og jord. De var også meget venlige at invitere os med til deres datters fødselsdag dagen efter, som skulle holde i den kirke de havde bygget her i Rosita. Dagen efter skulle vi også hente nøglerne til huset hos ejeren og alt det der. Vi var meget opsatte og glade for endelig at skulle have et hus, hvor vi, mest af alt, kunne have et køleskab og komfur og derved lave vores egen mad… det lyder lidt underligt, men det er noget man savner meget. Dagen oprandt og vi gik om aftenen hen for at hente nøglen til huset. Vi var meget opsatte, fandt endelig ejerens butik, gik ind og fik så at vide at de desværre havde lovet huset til et tysk firma der skulle til at arbejde i byen… hmmmm et hak i lakken, men det var ikke sikkert endnu, så vi ville få at vide om det var muligt at få huset alligevel. Vi får at se.. Nå, men vi skulle jo til en fødselsdagsfest så os hen til kirken, ikke fordi vi havde lyst, en kirke, men vi havde jo sagt vi ville komme. Og vi fandt hurtigt ud af at vi skulle have løbet lang tid før. 1½ times gudstjeneste med underlige folk der bestemt ikke gik op i hvordan lyden på orglet eller sangen lød. Det var svært ikke at flække af grin nogen gange, men men men 1½ time er lige i overkanten. Efter det slentrede vi hjem til vores hotelværelser og ønskede måske lidt at lige den dag var vi bare blevet der. Men så spændende er hoteller heller ikke her omkring. Så en lille historie ved siden af vores ellers travle hverdag.

Der skal da efterfoelgende siges at vi nu har fundet et dejligt lille hus i to etager, bad og "toilet" i haven (dog med tag over) og i morgen, mandag, kommer vores rengoeringsdame. Skal vi se om hun er pengene vaerd. Hun skal have hele 250 kr om maaneden for at komme hver dag og goere rent og vaske toej... Uhyggeliget. Og vi betaler bevist overpris., Naa med der kommer billeder en anden dag.

Billeder fra første uge i Rosita

2007-05-09T10:16:00.000-07:00

Piloterne under flyturen, med aviser i forruden som skygge og der er også tid til at læse sportssektionen :-)

Udsigten fra flyet - her en lille gård.

Lars og Ove foran vores super flyver - på landingsbanen ses også kokasser, da det også tjener som græsmark for de lokales kvæg.

Afgangsterminalen i Rosita lufthavn - der mangler dog en dør...

Et bambushus i en af de små landsbyer vi har besøgt i løbet af den første uge. Her bruger de meget bambus som byggemateriale.

Landsbyen Wasakin som vi muligvis kommer til at arbejde sammen med.

Her er de ved at udbygge skolen med ekstra klasseværelser i samarbejde med en organisation selvfølgelig. Hvorfor havde vi ikke sådanne klasseværelser i folkeskolen?

Vores workshop i den første uge - her Ove, som forklare lidt om vores projekt, da hans forklaring på spansk er lidt mere deltaljeret end hvad vi på nuværende tidspunkt formår :-)

Nogle af deltagerne i workshoppen, som sidder og diskutere hvilke arter der findes og hvilke der er vigtige for dem.

Ankomst til Rosita :-)

2007-05-07T10:17:00.000-07:00

Endelig er vi kommet til Rosita, hvilket vi har været meget spændte på. Mandag morgen kl. 7 troppede vi op i Managua lufthavn for at tjekke ind. Til de små indenrigsfly, har de ikke nogen faste flyvetidspunkter, udover at de ca. flyver en gang hver dag. Selvom vi havde bestilt, vidste vi derfor ikke om ventetiden ville blive en eller fem timer før vi skulle flyve, da de først skal finde ud af hvor mange passagerer der skal med den dag. Heldigvis gik der kun et par timer før vi lettede med en lille 12 personers flyver. Det tog en time og udsigten var flot med skove, søer og bjerge samtidig med at vi kunne følge med i hvad der skete i cockpittet hvor de to piloter sad, da der ikke var nogen adskillelse mellem os og dem. Landingen var dog med en del kriller i maven, det føltes ligesom at sidde i en rutschebane :-) Landingsbanen er en plan grusvej ude midt i regnskoven, hvor den eneste bebyggelse er et lille skur med palme-tag hvor man kan gå i læ for sol og regn.

Rosita har ca. 10.000 indbyggere, hvor der er en handelsgade med diverse små butikker og restauranter, som stort set alle sælger det samme. På en måde kan det godt ligne en gammel cowboy by, da det vrimler med heste overalt, selv ude foran den lokale bar. Det er bestemt ikke nogen turistby, men en gammel mineby, hvor folk fra oplandet kommer for at købe eller sælge ting. Folk er meget søde og hjælpsomme, men glor også meget når man går forbi, da de ikke er vandt til at se udlændinge, udover dem der kommer i et par dage i forbindelse med et eller andet hjælpeorganisationsprojekt, som enten bygger kirker, skoler eller laver skovforvaltning.

Vi er blevet indlogeret på et hotel, som vi indtil videre skal bo på indtil vi forhåbentlig finder et hus vi kan leje i de næste tre måneder. Hotellet er med aircondition, hvilket dog ikke er meget nødvendigt, da klimaet her er lidt koldere (ca. 30 grader i løbet af dagen) pga. regnen, som trofast besøger os et par gange om dagen. (ikke så svært at være vejrmand her – ”det bliver sol med enkelte regnbyger i løbet af dagen....og sådan bliver det for øvrigt hver dag i det næste halve år”). På badeværelset står der en stor spand med vand til toilet, vask og bad, da de ikke går ind for rindende vand. Det kræver lige lidt tilløb at hælde en spand koldt vand ned over sig om morgenen...i de næste tre måneder, men har hørt at det skulle være så sundt.

Den første uge her i Rosita er gået med at blive introduceret for IPADE, som er den nicaraguanske organisation Nepenthes arbejder sammen med. De er alle sammen rigtig flinke og meget hjælpsomme. Dog er det lidt af en omvæltning, da deres spansk ikke er helt så turist venligt, som det vi hørte vores lærer tale. For det første taler de alt for hurtigt, og med en accent man lige skal vænne sig til, derudover er alle s’erne stumme, hvilket lyder lidt fjollet... Derfor kan det godt virke lidt som om, at vi er startet forfra med det spanske :-/
IPADE har introduceret os til en masse af landsbyerne, samt til Bosawas kontoret, som er en organisation der arbejder med et naturreservat i Bosawas regionen (naboregionen til RAAN hvor vi bor). Dem kommer vi til at besøge nogle gange, da de har en masse information om dyre- og plantelivet fra området.
I torsdags holdt vi sammen med IPADE en workshop for alle de forskellige lokale organisationer som også består af folk fra de forskellige landsbyer. Formålet var at finde frem til hvilke dyre- og plantearter der findes i området, og derefter finde frem til hvilke af disse de mener, er vigtige at beskytte og hvorfor. Men det var begrænset hvor meget de vidste om deres egen regnskov og havde heller ikke gjort sig mange tanker om hvad der er vigtigt at bevare. Men i de kommende uger skal vi ud til landsbyerne, for at tale med de enkelte familier, samt at gå ture i skoven sammen med en lokal guide og forhåbentlig kan det give os lidt mere info.

Indtil videre er vi ikke stødt på dødsensfarlige dyr, højest en lille skorpion som jeg (Maj Brit) fandt da jeg pakkede mit tøj ud den første dag. Den fik samme tur som den sidste vi fandt. Men vi har hørt at der er store farlige skorpioner, slanger og edderkopper i skoven, så vi kan næsten ikke vente med at møde dem...:-/ Dog glæder vi os til at komme ud i felten og se nærmere på de områder vi skal udarbejde moniteringssystemer for!

Farvel til San Juan del sur og goddag til La Rosita på mandag

2007-04-28T17:25:00.000-07:00

Æv i dag skulle vi så tage afsked med San Juan del sur, hvilket var lidt trist, da vi var faldet ret godt til der og havde fået nogle søde venner både lokale og andre turister, som også synes det kunne være interessant at lære spansk. Så vidt som muligt øvede vi også det spanske når vi var sammen med de andre fra spanskholdet om aftenen, hvilket også skyldtes at der som regel var nogle lokale med os. Da vi jo ikke er perfektionister ENDNU fik af og til nogle meget specielle sætninger ud af det, bestående af spansk og engelsk. Vores lokale ven (til venstre) fortalte os da også at vi havde et spansk sprog som en 8 årig....hvilket vi var meget stolte af :-)

Den sidste halve dag brugte vi ved poolen, men nu er vi altså taget videre til Granada, og i morgen tidlig tager vi så til Flor de Pochote, hvor vi skal forberede det sidste med Ove inden vi alle tre mandag flyver til La Rosita fra hovedstaden, Managua. Den første uge i La Rosita har Ove allerede forberedt, hvor vi skal rundt og besøge alle mulige interessante mennesker. Efter en uge tager Ove så hjem igen og overlader os helt alene midt ude i junglen :-/ Vi har fået at vide at vide at vejret er meget fugtigt deroppe i regnskoven....det siger måske sig selv...men temperaturen skulle også være over 30 grader, hvilket nok kan sammenlignes med tre måneder i en meget fugtig sauna....:-/
Vi skriver når vi er vel ankommet til La Rosita!

Skak ved poolen.

Vores to venner fra USA

Os og de tre nordarmerikaner sammen med tre af boernene fra deres familie som de boede hos.

San Juan del sur i farver ;-D

2007-04-27T14:29:00.000-07:00

Lars uden skaeg, eller som laererne her San Juan del sur kalder ham: Ken - altsaa fra Barbie og ken - kan i ogsaa se ligheden ;-D

San Juan del sur - som i kan se er byen ikke saerlig stor. Vi bor oppe paa "bakken".

Maj Brits laere, Ceidy, i min foerste uge i San Juan del sur. Med laekker udsigt til strand og vand. Og jo vi kunne faktisk godt koncentrere os selvom boelgerne fristede naar der var 40 grader.

Lars og hans laere, Amanda, som elskede at tage gas paa os.

En utrolig kedelig burger paa en meget hyggelig strandrestaurent.

To aeldre elever fra skolen havde inviteret os op til deres sommerhus med pool - saa her sidder vi med en rom og cola kl 20 om aftenen - ja vi ved godt vi har det haardt ;-D

Lars goer et forsoeg paa at flexe...

....og her gaar det lidt bedre. Laeg lige maerke til hajen paa bodyboardet.

Maj Brit paa vej ned i dybet til alle de farlige uhyrer der laa dernede og ventede paa deres frokost...var nede paa 15 meter og sigtbarheden var lig med den i Danmark.

Solnedgang over San Juan del sur - billedet taler vidst for sig selv.

En doedsens farlig skorpion i Lars haandvask - laeg maerke til tandpastatuben til venstre.

Solnedgang over en surferstrand lidt nord fra San Juan del sur. Laekker afslutning efter flere timers kamp med boelger og surfboard.

Vi besoegte et boernehjem hvor boernene stadig havde deres foraeldre, men disse havde enten ikke raad eller overskud til at tage sig af deres boern. Foraeldrene kom stadig og besoegte deres boern, saa de var ikke foraeldreloese, hvilket betoed at man ikke kunne adoptere dem. Meget smart ordning egentlig og boernene var glade.

Vi havde koebt slik og denne gule bjoern med til dem. Legen minder meget om "slaa kattan af toenden" hvor der saa ogsaa er slik inden i. De staar i en rundkreds og skiftes til at slaa paa bamsen med bind for oejnene.

Foerst skal den der skal slaa paa toenden dog danse for alle de andre mens de klapper. Det var sjovt at se, for de ved allerede hvordan de skal bruge hofterne, saa de ligner smaa latino dansere.

Ummm saa blev der slaaet huld paa toenden og boernene var faktisk ret gode til at dele slikket mellem sig - ihvertfaldet mellem soeskende, og dem var der ret mange af.

En soeskendeflok paa 6 boern, som holder sammen og hjaelper hinananden :-) det var meget roerende.

San Juan del sur

2007-04-27T14:28:00.000-07:00

San Juan del sur er en lille hyggelig turistby, som ligger lige ud til Stillehavet. Her er ikke så meget andet at lave end at lære spansk, surfe, bade, spille bold ved stranden, surfe, dykke, spise hummer til ingen penge på en hyggelig strand restaurant, surfe, gå på internettet, gå i byen og drikke rom og cola til en 10’er samt at surfe. Nu kunne det godt lyde som om vi bare daser hele dagen, samt surfer en del, men sådan er virkeligheden jo slet ikke. For vi laver faktisk også noget seriøst i ny og næ! Udover at gå i skole hver dag fra kl. 8-12, hvor der selvfølgelig også er tilhørende lektier bagefter, forbereder vi os også til vores 3 måneders lange ophold i den lille by laaangt ude i regnskoven, også kaldet La Rosita. Grunden til at vi mest skriver om alt det useriøse, er selvfølgelig fordi det er sjovere at skrive om oplevelser, som vi ved I derhjemme bliver død misundelige over at høre om. Derfor vil jeg (Maj Brit) da også lige fortælle lidt om vores dykkertur, hvor vi oplevede flotte og anderledes fisk og andre havdyr. Lars er jo en haj til at dykke, da han har snyde-startet hjemmefra med dykkerkurser, mens jeg gik lidt i panik, da dykkerinstruktøren lige pludselig trykkede på en knap i min dykkervest (den med luft i) hvorefter luften forsvandt og jeg sank en meter under vandet uden egentlig at have fået styr på vejrtrækningen... Lidt ubehageligt, hvilket jeg prøvede at forklare dykkerinstruktøren da jeg kort efter kæmpede mig op til overfladen igen for at trække vejret. Hans svar var bare at jeg skulle lade være med at tale, da det krævede for meget energi og at jeg i stedet skulle slappe af så min vejrtrækning kunne blive mere afslappet....SÅDAN – hvilken pædagogik, den hjalp virkelig på panikken :-O Efter lidt tid og uden hans hjælp kom jeg dog alligevel ned til alle de spændende fisk og både Lars og jeg er friske på flere dyk andre steder i Nicaragua. Blev dog lidt forskrækket, da vi bagefter fik at vide, at vi havde været nede på henholdsvis 13 og 15 meters dybde i 1. og 2. dyk.

Surfing har vi også praktiseret en smugle, der er jo ikke noget så fantastisk som at blive kastet rundt af bølgerne for ikke at ane hvad der er op og ned, samtidig med at man sluger 10 liter saltvand gennem næsen....her kalder de det for ”at blive voldtaget af bølgerne”. Udover bølgerne er der selvfølgelig surfbrættet, som konstant forsøger at overraske én med diverse slag alle mulige tænkelige steder på kroppen. Jeg fik en lammer på mit venstre lår, som nu er blevet til en blå-sort plamage midt på låret, hvilket betyder en periode uden lårkorte shorts og nederdele. Lars er lærenem og har hurtigt fundet ud af at det gælder om at stå oven på brættet, men dog højest i et par sekunder ad gangen ;-)

Vi har da også oplevet mindre misundelsesværdige øjeblikke, som fx da Lars fik besøg af en skorpion. Den var kommet op gennem røret i håndvasken. Og her så jeg en helt anden side af Lars, som meget heltemodigt fandt en pincet frem fra hans lille førstehjælpstaske (købt i Tiger) for derefter at tage fat i skorpionens hale med pincetten og herefter skylle den ud i toilettet. Sådan, ingen skrig, gråd eller panikken rundt...fik endda taget et billede inden den fik en svømmetur i toilettet. Situationen var jo en lidt anden da vi fandt flagermusen uden for vores hus i Flor de Pochote, hvor Lars syntes det lignede en vampyrflagermus (hvilket det sikkert også var), og han havde hørt at disse bæster sugede blod fra dyr og mennesker og fantaserede straks at den hvert øjeblik det skulle være fløj i struben på os for at tage sig et måltid mad.

Alle disse livsens farlige dyr, tager nicaraguanerne sig ikke rigtig af, da de har langt større og farligere emner at tænke på. Fx hvis en pige bliver gravid, så fortæller hun det kun til de nærmeste, da andre personer, som vil hende ondt, kan finde på at nedkalde forbandelser ved fødslen hvis de altså ved hvornår denne skal foregå. Derfor blev vi også meget overraskede da en af lærerne i sidste uge lige pludselig havde født...vi havde ikke engang opdaget at hun var gravid!

En anden ting, som de bekymre sig om er at indtage kolde og varme drikke samtidig, hvilket en meget bekymret lærer fortalte Lars da han om formiddagen tog en kop kaffe og et glas juice. Kulde og varme på samme tid ødelægger nemlig tænderne.....og vi som troede det var syren og sukkerindholdet :-/

En sidste lille historie hørte jeg i dag fra min lærer, Rosa. På en strand her i nærheden findes der nemlig en usynlig dør, som kan føre dig frem eller tilbage i tiden. Det fandt man ud af for ca. 15-20 år siden, da nogle præster tilbragte en hyggelig dag på stranden med picnic og det hele. En af præsterne, kaldet Philipe, gik en tur på klipperne, men pludselig var han væk. Politiet blev tilkaldt og der blev søgt både til vands og til lands, men pist væk var han. Derfor er den eneste forklaring at han må have været gået gennem en ”tids-dør”, hvilket forældre den dag i dag advarer deres børn om når de er nede på denne strand for at bade. En anden sandsynlig forklaring var også at han selvfølgelig kunne være blevet bortført af en UFO...hmm. Alt i alt hygger vi os her i San Juan del Sur og nyder vandet, som vi må undvære inde midt i regnskoven.

De laenge ventede billeder fra Landet

2007-04-21T18:34:00.000-07:00

Saadanne ser vores nye hjem saa ud.... charmerende ik'

Men det er vel ikke vaere end at man kan lave kaffe.. saadanne faar man boenderne ud af deres skald.

Og saa skal boenderne ristes.... over et rigtigt smedejerns komfur

Og se selv...... kaffen er helt perfekt.

Senere paa ugen skulle vi bevise vores vaerd i et koekken... der skete kun et mindre uheld med kogende olie, da noget af maden sprang i luften.

Livet paa landet giver mange udfordringer... bla. skal planterne sproejtes med noget meget ildelugtende vaeske som insekterne ikke kan lide (og det kan mennesker nok heller ikke)

1. paaskedag skal fejres i Masatepe ved at der er en masse mennesker der har lovet gud (mod at han goer noget for dem) at de klaeder sig ud som romere og proever at fange Judas.

Og naar de saa har fanget ham, binder de ham med kaeder og slaeber rundt paa ham (Han har ogsaa lovet at han skal klaede sig ud som Judas mod at Gud goer noget for ham)

Og saa skete det.... vi fik regn og en god omgang af det. De lokale er lidt forundrede, for det er uhoert at der falder en draape inden midten af Maj

Vi kom ogsaa op paa en vulkan og saa ned i det rygende krater... og sener paa aftenen saa vi den gloedende lava (med det er ikke saa spaendende billeder)

Og sadanne ser man ud naar man skal se paa vulkaner... der lugter nemlig meget af svovl.

En lille slange vi moedte paa vores vej, som forresten er meget giftig og slaar en person ihjeld paa ca. 2 timer..... hyggeligt.

Og naar man er saadanne nogle steder skal man ogsaa besoege flagermuse huler, som vi saa gjorde.

I flagermusenes hule..... ca. 157 meter gik vi ind... men den skulle vaere mange km lang.

Hjemme finder vi saa en vampyr flagermus over vores doer.

Så var det videre

2007-04-15T10:17:00.000-07:00

Nu er vi så rykket videre til næste destination, hvor vi skal tilbringe de sidste to uger inden projektet går igang. Destinationen : San Juan Del Sur, Indehold: Strand, vand, bar, øl og meget meget mere. Men det kommer der mere om en anden gang hvor vi har opblevet noget af det.

For to uger siden ankom vi til en sted der så pænt hedder "La Flor de Potchote" oversat blomsten af Potchote. Det er et økoturisme center der ejes af en dansker (som er vores vejleder i projektetet). Vi blev dog indlogeret i et nærliggende hus hos en nabo hvis søn var død og der var derfor ingen der brugte det pågældende hus. Og nu siger vi hus, hvilket det vel også eller et betonkammer er vel ligeså betegende. Et rum, to madresser, baderum udenfor i et træskur og ingen indlagt vand, samt en latrine (hul i jorden) uden for også. Så det var lidt en hmmm opblevelse at se det... Og første nat var da heller ikke fryd og gamme. Huset var omringet at 10000 hunde der alle syntes at natten er det bedste tidspunkt at snakke sammen. Og så kunne myggene også godt lide stedet... Men men men efter et par dage havde man nu vænnet sig til det, og så var det faktisk ganske hyggelidt. Og fammilien der havde huset kom med morgenmad hver dag, vaskede vores tøj og var generelt bare meget hyggelige. Så der faldt vi til. Om dagen havde vi selvfølgelig spansk undervisning, men en del var praktisk anlagt, så vi var ude og arbejde som bønder her i landet. Vi både vandede, klippede, pressede vin, lavede kaffe og meget mere. Det var faktisk et ganske godt ophold, men det er nu også meget godt at komme til en by igen, da man nu blev lidt isoleret der oppe. Nå, men der kommer nu mere om den sag senere da vi også var på nogle interessante ture. Men nu er det frokost tid.

Billeder fra Mombacho og Granada

2007-04-08T14:49:00.000-07:00

Vulkan Mombacho´s krater Gø og gokke med hjelm og stramme seler...he he

Puha der er fanme langt ned!!!!

Kig lige ud så sker der ikke noget...

Ååååuuuhhhåååå her kommer tarzan

Da 3-4 meter høje palmer ligner nu små planter i forhold til de 40 meter høje træer vi svinger os rundt i :-O

Aaaaahhhh jeg sagde medium stærkt og ikke speedy tempo!!

Puha det var lige før hjelmen røg af, men det var en super sjov tur!!!

De charmerende huse og Maj Brit i Granada ;-D Alle husene har en hyggelig have placeret i midten - det burde vi også gøre i Dk!

Granadas Katedral og Nicaragua søen

Farvel til skolen i Granada og vores to kokke/latinodansere

Vulkan Mombacho og farvel til Granada

2007-04-08T14:16:00.000-07:00

Tiden i Granada er slut, hvilket skulle afrundes med endnu et smut op på en af de mange vulkaner i området. Denne gang til vulkan Mombacho hvor vi startede ud med at blive kørt hele vejen op til krateret, så "bjergbestigningen" denne gang var en del nemmere. Vi startede med at gå langs krateret, hvilket jo lyder vildt spændende, men nede i krateret var der hverken lava eller glødende sten, men derimod store flotte grønne træer...men udsigten udover søen og Granada var virkelig flot. Om eftermiddagen tog vi om på den modsatte side af vulkanen, hvilket var lidt af en bumletur fyldt med store sten, da vejen i regntiden faktisk er en mindre flod. Efter en times rystetur (som selvfølgelig var lige efter frokost...hmmm) blev vi udstyret med hjelm og "spændedragt" (se billeder) da vi nu skulle på canopy tour, dvs. klatre rundt i træer i ca. 20 meter højde, sikret med liner. Der var ialt 15 platforme oppe i træerne, som var forbundet via liner, som man så "rutchede" på for at komme videre til næste træ. Udsigten var vildt flot, det er sjælden at man på skovturen ser det hele fra oven. Bananpalmerne under os lignede pludselig små planter. Lars var da også en lille smugle utryk ved situationen, da han lider af højdeskræk, men han klarede det til ikke mindre end et 13 tal :-)
Dagen efter skulle vi tage afsked med Granada der har været vores hjem den sidste måned. Det var lidt sørgeligt at skulle sige farvel til vores familier og de mennesker vi har lært at kende her. Det var plamesøndag og inden vi tog afsted nåede jeg (Maj Brit) lige med i det store optog hvor en kæmpe jesusfigur bliver båret igennem hele byen på et æsel. Alle i byen går rundt med palmeblade i små buketter hvoraf nogle har lavet små kors ud af dem. Man må sige at de gør en masse ud af påsken set i forhold til danskerne. Alt i alt en flot afskedsfest for Lars og Maj Brit :-)

Billeder fra Ometephe

2007-03-27T17:23:00.000-07:00

Afslapning på hospedaje med udsigt til strand/sø

God bagdel på vej op af vulkanen.

Ude midt i junglen på vulkanen

Udsigten til den anden vulkan, som vi ikke gad bestige......

En træt Lars ved foden af vulkanen

Badenymfen ved sin kilde i skoven

Øl i vandkanten af "vandetsøje"

Rejsen til Ometephe

2007-03-27T17:02:00.000-07:00

Holá Holá
Så er vi ellers kommet hjem fra en dejlig weekend ude i det Nicaraguanske øland. Vi tilbragte weekenden på øen Ometephe, som er en vulkan ø der ligger midt i Nicaragua søen (på størrelse med Fyn, altså søen og ikke øen :-) Turen begyndte med en dejlig 1½ times køre tur i en af Nicaraguas fantastisk komfortable busser, bestående af en gammel amerikansk skolebus fyldt til randen med mennesker i alle afskygninger. Friske ankom vi til byen San Jorge hvor vi stod til søs i det der mere eller mindre minder om en forstørret fiskekutter (dog med service ombord). God søgang til øen, men vi er jo søstærke så ingen problemer der. På øen tog vi taxa resten af vejen til Playa Santa Domingo, hvor vi blev indlogeret på et hyggeligt lille hospedaje med strand udsigt, og der gik da heller ikke mere end et par minutter før vi boldrede os i bølgen blå ( der desværre minder lidt mere om en kedelig dansk strand end om den bounty strand man ellers tænker på, men det er jo en sø). Om aftenen stødte vi på et par der tilfældigvis skulle bestige vulkan Madera dagen efter, og inviterede os med på turen. Da vulkan Madera er den mindre af de to vulkaner på øen, med en lagune på toppen (eller nede i krateret) samt manglende kondition, var vi ikke langsomme om at slå til. Det var en fantasktisk opblevelse, med spændende træer, planter og dyr, samt massere mudder til anklerne. Det var en smule hårdt, men til dem der kender til Den sovende ridder (i polen) ved næsten hvad vi taler om. Men op og ned kom vi og parret som vi fulgtes med viste sig faktisk at være ganske underholdene mennesker fra Ungaren, så dagen efter tog vi sammen til Vandets øje ( et lille refuge fra omverdenens stress og jag), bestående af en naturlig kilde der var opdemmet til en pool, med sten sætning i kanten og sandbund. Og selvfølgelig hængekøjer. Og dernæst fulgtes vi til Granada. En fantastisk og spændende tur med opblevelser der gør godt i sjælen og ondt i benene. Det lidt underlige var at komme til Granada, for det føltes pludeselig som at komme hjem, hmmm.

Billeder fra Laguna de Apoyo

2007-03-22T19:21:00.000-07:00

Weekendtur til Laguna de Apoyo

2007-03-21T13:02:00.000-07:00

Endelig skulle vi ud og lege rigtige turister - ja for vi ser bestemt ikke os selv som turister, men derimod studerende som er her for at redde verden ;-) Turen gik til Laguna de Apoyo, som er en 200 meter dyb sø, placeret i krateret af en gammel vulkan. Søen er ca. 7 km i diameter, hvilket kan være svært at vurdere når man står og kigger ud over søen, derimod bliver det lidt mere virkeligt når man prøver at krydse søen i kajak! Vi boede et hyggeligt sted (The monkey hut) ...og ja man burde kunne se/høre aber, men det eneste vi så var et egern...samt Nicaraguas nationalfugl hvilket selvfølgelig også er interessant. Fra vores lille monkey hytte var der den flotteste udsigt over søen, hvilket gave de mest fantastiske sol-op/nedgange. Den ene nat sov vi på teressen hvor man kunne høre vandets skvulpen (lækkert) samt en mindre orkan, som ihærdigt prøvede at blæse tæpperne af os (belastene). Næste morgen omkring kl. 6.30 vågnede vi ved at de første solstråler tittede frem over karmen på krateret. Det kan anbefales!!!
Da de første to uger er gået mest med spanskundervisning, er det begrænset hvor meget sol vi har fået, derfor var det også top dolla' at plaske rundt som to maddike-hvide hvalrosser i det 20 grader "kølige" vand. Og selvfølgelig skulle vi også lave turistklassikeren, nemlig at glemme hvor stærk solen er midt på dagen så tæt på ækvator - mens vi sejlede rundt i kajakkerne. Derfor var vi lørdag aften ikke længere maddikehvide, men istedet krepsrøde - AV.
Er stadig lidt ømme (onsdag) men er ved at "hele" igen. Skal til at smutte da vi om lidt skal lære at danse lidt latino - Lars glæder sig som et lille barn med to venstrefødder ;-D

Se aber :-)

2007-03-14T13:06:00.000-07:00

Så kom der regn :-)

2007-03-14T12:53:00.000-07:00

Tja, så fik vi den første regn her i Granada. En meget kort og lille byge på ca. ½ minut, men vand var det dog der kom ned fra himmelen. Vi var hjemme hos Mamma (Maj Brits husmor) for at lære at lave Boñoellos, en Nicaragunesisk dessert hvor man moser yuca sammen med noget fælt ost. Dybsteger det og spiser det sammen med en sukker/kanelsovs. Det smagte faktisk meget godt, men det lå så tungt i maven at det var umuligt at spise aftensmad. Men det var sjovt at prøve at være med til, og de syntes at det var inponerende at Lars kunne hakke yuca frugter og forme boller af mosen til at stege. Gid det var så let at inponere folk der hjemme. Ellers går dagene sin vante gang. Igår endte vi på bar med måske lidt formange drinks :-) Vi skulle egentligt bare sidde og læse nede på et hostel vi har fundet der hedder The bearded Monkey. Så skulle Lars lige have sig en øl i baren og Maj Brit var jo ikke langsom til at slutte sig til. Så faldt vi i snak med denne her meget stereotype amerikaner på omkring 60 år, gråt fuldskæg og tykt amerikaner accent sammen med en dyb grov stemme. Han var noget for sig. Tidligere majuana dyrker og nuværende Marin Biolog. Så han begyndte at fortælle historier og give drinks (de er ikke så dyre: 9 kr for en dobbelt rom og cola, god rom. Og 6 kr for en øl). Så blev vi ellers hevet over til en anden bar, for han var kommet i tanke om at ejeren var dansk og hende skulle vi da møde. Hun var desværer gået i seng da vi kom, men det forhindrede os jo ikke i at få en enkelt eller to mere. Vi slentrede hjem ca. kl 1 og var også i god stemning der. Fantastisk.

Telefon nummere

2007-03-12T12:14:00.000-07:00

Efter en lille misforståesle har vi nu her i Nicaragua fundet ud af at vores landekode er 00 505, hvilket gør vores nummere til (Lars) 00505 4272233 og (Maj Brit) 00505 4160438. Der er nogle problemer med at vi ikke modtager sms'er fra DK, og har resoneret os frem til at det kan have noget at gøre med at man skal bruge 00 istedet for et +. Men vi er ikke sikkre endnu. Men send endelige en lille hilsen hvis i lyster.

Billeder fra Granada

2007-03-11T09:17:00.000-07:00

Så gik den 1. uge

2007-03-11T08:43:00.000-07:00

Nu har vi så været her i en uge, og de første indtryk er lige så stille ved at ligge sig, men der kommer jo en masse nye til. Generelt er vores dage gået med at stå op kl 7 om morgene for at gå i skole kl 8-12. Her står den på ene undervisning, så den normale forlæsnings stil, hvor man kan sumpe lidt hen, er ligsom lagt på hylden. Der næst står den på 2½ times siesta, hvor vi driver rundt i byen og tager måske en enkels forfriskning i ny og næ. Om eftermiddagen tager vi så på tur til forskellige seværdigheder, bla. en lille sejltur rundt mellem de små øer (La Isletas) som ligger i den store sø Granada ligger ved (på størrelse med Fyn :-) Vi så aber på turen hehe. Igår var vi så en tur til byens lokale losseplads, eller den hedder vist en Arroyo (som er en jordskelvs fraktur der går gennem hele byen og er i alt 17 km lang). Men i byen behandler de den mest som affaldsskakt. I regntiden (fra maj til oktober) bliver den fyldt op med vand fra den nærliggende Laguna de Apoyo og bliver til en rasende flod der vælter al affald samt et par huse ud i den stor sø (Lago de Nicaragua). Vi er begge blevet indlogeret hos en privat familie. Lars bor hos frøken Novia, som er en kvinde på ca. 60 år der styrre en burgerjoint samt en frisørsalon, lige oven i hinanden (underligt? ja.) Og ellers bor der en masse andre i huset som ingen rigtig ved hvem er....... Maj Brit bor hos Mama (navn ukendt) en kvinde på ca. 43 år, med mand og tre børn, alle boende hjemme (hurra). Alt i alt er det dejlige huse og familier, men må nok sige at vi kommer til at sætte lidt mere pris på vores lejligheder der hjemme (privat liv er undervurderet). Ellers prøver vi på at falde lidt til, da vi skal være her i tre uger mere. Håber at alt går vel hos jer der hjemme. Vender tilbage med mere nyt snart, men imens kan i nyde et par billeder fra Granada og omegn.

Så er vi fremme :-)

2007-03-06T15:46:00.000-08:00

Landede lokal tid 21.05 og havede så været under vejs i mange mange timer..... Kultur choket kom med det samme. En varm brise mødte os da vi gik ud af lufthavnen og et kaos uden lige i opsamlingsområdet... men vi fandt Ove som skulle hente os. Flink fyr. Og så gik turen til hans hus i Floro de Ponto, da det var for sent at tage til Granada. Det første jeg tænkte var at de godt nok havde mange 4x4 biler her nede. Men så fandt jeg ud af hvorfor. En del af vejen var normal, men så holdt et også op. Huller på størrelse med bombekratere og biler der svinger til højer og venstre for at undgå dem. Nøj manner en tur. Og selv om det var mørkt slog arkitekturen med hård virkelighed. Eller sagt på en anden måde. Der findes ikke slum i DK. Jeg er glad for at Maj Brit er med, hun tager det bare med ro det hele, mens jeg må indrømme at jeg var tæt på at vende om og tage flyveren tilbage til civilisationen. Men vi havde en hyggelig overnatning i en lille hytte ved Oves hus, med selskab af myrer og en blæst der får DKs efterårs storme til at være en let brise. Om morgenen stod vi op til sol varme flot udsigt og en lidt underlig morgenmad bestående af bønner, ris, æg og en pandekage. Og så er turen nu gået til Granada hvor vi har haft vores første spansk undervisning (man bliver godt nok rundtosset i hovedt af at udelukket skulle koncentrerer sig om spansk). Vi har set byen som er ganske pæn med et meget kolonialt look. Men jeg kunne blive ved bare med mit første indtryk. Det er så anderledes. Glæder mig til at sende nogle billeder af det hus jeg bor i, hvor der render en høne rundt indendørs og der er en halv olietønde med fisk i. Men det bliver senere. Men konklusionen er at vi har det godt ind til videre, dog er jeg (lars) lidt chokket. Og ps. der er så varmt, puha. Savner jer alle lidt :-)

Så er det i morgen :-)

2007-03-04T02:48:00.000-08:00

Hold da helt op, i morgen. Det er ikke rigtig til at tro. Kl. 9.00 letter flyveren fra Kastrup og så står den ellers på en 9½ timers flyvetur til Newark, som ligger i New York State. Herfra skifter vi så over til en anden flyver (næsten lige efter så ingen ventetid) og tager et lille smut på ca. 3½ time til Houston Texas, og derfra er der så kun 4 timer til Managua (som er hovedtstaden, hvis der var nogen der var i tvivl)
Så skulle planen ellers være at overnatte i Managua (vi lander kl 22.30) og så kører til Granada (en lille by syd for Managua og ikke det der ligger i Spanien eller den som amerikanerne indtog) hvor vi så påbegynder vores spansk undervisning med det samme. Hårdt men godt, tror jeg. Og så står den vel ellers på drinks med paraplyer i, hvide strande og bare der ud af. Nu får vi at se.

Så er det ved at være tid

2007-02-21T04:35:00.000-08:00

Tja, mindre end to uger så er vi afsted. Nicaragua ligger forude og venter i al sin herlighed. Prognoserne siger 35 grader og der hvor vi sidder nu vælter sneen ned i en vindstyrke der nærmer sig storm..... Puha, det kommer man jo næsten til at savne :-)